KUUL

Vi gør en forskel

Ultraløb, motion og velgørenhed i forening

Swissalpine - K78

Af Henrik Schriver

Den 26. juli, 2008 – 78,5 kilometer med 4.640 højdemeter i alperne, start i Davos 1.538 moh. – Europas højeste beliggende by.

Vi skulle 14 dage på ferie i Italien, hvor hjemturen passede med starten i Davos. Jeg fik overtalt familien til et firedages ophold i Schweiz, hvor jeg så kunne deltage i løbet og de kunne nyde de smukke omgivelser og den friske bjergluft. Torsdag formiddag kørte vi fra Italien og tog bagvejen til Davos over et par mindre bjergpas og ankom til byen sidst på eftermiddagen. Først skulle vi finde et sted at bo. Vi havde ikke booket hjemmefra, da det var få dage før feriestarten, at min deltagelse blev besluttet, så det første vi skulle, var at finde et hotel. Der er 5.000 deltagere i de forskellige løb, som strakte sig fra minimaraton 500 m, 1,4 km, 2,1 km over 11 km stavgang til halvmaraton, 31 kilometer (K31), et fladt maraton (C42), et bjergmaraton (K42) og så 78,5 km ultramaraton. På det første hotel var alt booket, men i receptionen var hun venlig at finde logi til os på Turmhotel Victoria – Så var det klaret.

I receptionen mødte jeg to englændere. De skulle også løbe den lange tur. Den ene var bokser, og havde aldrig løbet over 10 kilometer?? Så han var spændt - om han kom igennem ved Jeg ikke. Vi fik vores værelse og pakkede ud, hvorefter vi gik ud i byen for at spise.

Løbet fylder meget i byen i de dage. Der er flere arrangementer og byfest i dagene op til. Selv restauranterne har specielle maraton menuer på kortet. Så vi fik godt med pasta.

Efter en dejlig nattesøvn, så skulle vi tilmeldes løbene. Mine tre døtre skulle løbe minimaraton, som var fredag eftermiddag. Jeg blev tilmeldt K78, som det lange løb hedder. Messen var hurtigt overstået. Jeg mødte flere danske løbere, som jeg selvfølgelig fik en lille snak med. Så gik vi ud og så lidt på byen inden vi tog tilbage til hotellet.

Forberedelserne før start

Jeg havde gjort mig overvejelser om, hvilket tøj Jeg skulle have på og om jeg skulle lægge noget ud på ruten. Man kan få eget udstyr bragt ud til bunden af bjerget, hvis man ønsker dette. Vejret så flot ud 8-10 grader om morgenen og op til 25 midt på dagen, dog noget koldere i bjergene. Jeg var derfor i tvivl om, om det var nødvendigt med overtræksbukser og jakke. Jeg valgte dog at droppe ekstra tøj og løb i korte tights og t-shirt, men med en tynd jakke fra start. Jakken bandt jeg om livet inden start og havde den kun på, i en kort periode henover bjerget. At løbe med væske blev også overvejet, men droppet, da der var depoter med 3-5 km mellemrum. Fik fundet tingene frem og monteret chip, så var udstyret klart. Efter en tur i jacuzzi og dampbad med familien, så gjorde vi klar til minimaraton. De skulle løbe hver sit løb, så der var fuld damp i en times tid, hvorefter der var pastaparty. Maverne blev fyldte og vi tog tilbage til hotellet.

Om aftenen gik vi tur i den feststemte by, hvor mange ansigter med alvor så frem til lørdagens begivenheder.

Løbsdagen

Stod op kl. 6.00 klædte mig på og listede ud af hotelværelset. Satte mig til et veldækket morgenbord, hvor depoterne blev fyldt op. Så med bussen til Sportzentrum, hvor starten skulle gå kl. 8.00. Jeg ankom 7.20 og havde god tid. Her mødte jeg Kim, Lars, Michael og Rene, som naturligvis også skulle ud på den lange. Klokken 8.00 gik starten for K31, C42 og K78, så der var godt et par tusinde til denne start. De første kilometer gik gennem byen, hvor rigtig mange var stået op for at heppe. Helikopterne, som skulle følge løbet var i luften og stemningen var høj. 12 flade kilometer blev overstået i et storslået scenarie af små landsbyer og et smukt solbeskinnet landskab, med bjergene som baggrund. Samtalen gik stadig godt. Jeg løb sammen med Kim, Rene og Michael. Michael rådede mig til at løbe de første 42 km, som et godt træningsmaraton. Gik det godt, så ville basis være lagt for en god tid. Mit mål var mellem 9 og 10 timer, men kunne jeg komme under 9 timer, så gjorde det ikke noget.

Vi løb over flere flotte vandfald. Langt det meste af ruten er på mindre stier i enten skov eller bjerge. På et tidspunkt løb vi over en lang bro af stål, hvor der var 50 meter over til viadukten, hvorpå det røde tog kørte forbi, med vinkende passagerer hængende ud af vinduerne.

Så kom den første stigning op på Rotschtobel (1.700 m), hvilket gik let. Derefter stort set nedad de næste kilometer til byen Filisur (1.032 m), hvor K31 havde ende. Her løb C42 også fra, de fortsatte nedad lidt endnu. De sidste 5 kilometer inden Filisur, havde jeg fulgtes med en engelsk skolelærer, som løb for børn med leukæmi. Han skulle løbe 12 maraton i år og hans mål var at samle 7.000 GBP ind via en månedlig basar på forskellige skoler. Vi udvekslede tanker og ideer inden vores veje skiltes, da han løb C42.

Så begyndte helvede. Langsomt begyndte stigningen. En lang jævn stigning over 16 kilometer, inden den knækkede de sidste 4 kilometer mod toppen, hvor den steg næsten 700 meter. I byen Bergun ved 39 kilometer, blev jeg overhalet af flere K42 løbere, som endnu havde gode ben. De spurtede op ad bjerget. Det var noget frustrerende at se på. I Teva rundede jeg de 42 kilometer på knap 4 timer, hvilket var ok, i forhold til planen. Det gik stadig opad med løb og gang og vi nærmede os den stejle stigning.

Ved 48,7 kilometer knækkede stien. Stort set alle gik på den smalle bjergsti. Man kunne se deltagerne sno sig op af bjerget. Jeg måtte stå stille flere gange og finde kræfter/luft til at gå videre på. Pludselig kom en sprintende Spiderman løbende forbi. Det var Tor, som er kendt for sin billede reportage fra diverse løb, han løb K42 og havde stadig gode ben. Jeg hilste kort og kommenterede hans fart. Han fablede noget om en kvinde der skulle reddes på toppen – Jeg havde ikke kræfter til at følge ham.

Så nåede vi endelig toppen af Keschhütte (2.632 m). Her ofrede jeg 10 minutter på en gang massage, inden jeg fortsatte af de små bjergstier. Man kunne kun løbe en og en. En gang i mellem kom der en bagfra, som man lukkede forbi og indimellem overhalede man selv. Stierne krævede fuld koncentration, da man let kunne træde forkert. På et tidspunkt skulle jeg passere et lille vandløb og ville træde op på en sten. Min fod gled og jeg faldt. Mit knæ og hofte fik nogle slag og det blødte fra min hånd, som jeg tog fra med. Øv. Her fik jeg lidt respekt for underlaget, da min træning i år jo er lagt an på Spartathlon i september. Det ville være ærgerligt at blive skadet nu, så jeg satte farten lidt ned.

På bjergsiden kunne man se løbere som en lang slange og i dalen en ditto. Det var K42, som løb der nede. Op mod Scalettapass (2.606), som var den sidste bjergtop, passerede vi to snepas, hvor det var meget glat at løbe. Flere steder på stien gik det stejlt nedad, hvor det absolut ikke ville være nogen fornøjelse at falde.

Så begyndte det 18 kilometer lange nedløb mod Davos. Små stier, rullesten og ofte stejle nedstigninger gav også en vis spænding og risiko for at træde skævt. Der var dog godt med tempo på. Jeg havde så småt skudt en hvid pil efter tiden under 9 timer, men var stadig godt løbende. På vej ned mødte jeg Rene og vi blev enige om, at vi kunne trække hinanden i mål. Med 12 kilometer igen overså jeg en sten og snublede. Jeg faldt på maven med begge hænder og knæ i gruset. AV! Der var desværre mange tilskuer, så min kommentar til Rene, da han vendt sig om og spurgte, hvad der skete, var: ”Videre”. Dalen virkede uendelig, da man ikke kunne se byen. Vi havde dog god fart på og da vi endelig kom til den sidste stigning i skoven, steg humøret kraftigt. Nu skulle vi bare ned, få hundrede meter ind i byen, inden vi løb ind på stadion. Stadion var fyldt med jublende tilskuere. Her stor også min familie og klappede – En fornøjelse!

Sluttid: 9.14,11 – Som jeg er godt tilfreds med.

Det første min familie spurgte mig om var, hvad der var sket med mig. Begge mine knæ blødte og mine hænder havde det heller ikke for godt. Min trøje var brun af jord med blodpletter på. Men det så mere drabeligt ud, end det var.

Swissalpine er et rigtig godt og veltilrettelagt løb, som jeg kun kan anbefale.

En enkelt ting kunne jeg dog ønske forbedret. Depoterne havde vand, Icetee, suppe, banan og energibarer. Jeg manglede energidrik, cola, æble, appelsin, chokolade, rosiner og chips i en eller anden form for afveksling. Ok, de sidste tre depoter havde cola.

Men stadigt absolut et besøg værd. Det er ren mental kraft at opholde sig i de smukke omgivelser og den friske bjergluft.

Søndagen gik med ture i et par bjergbaner (Schatzalbahn og Jakobshorn). To ture i en 500 m lang sommer bobslædebane, og en tur i svømmehallen. Mandag kørte vi retur til Danmark – Mange dejlige oplevelser rigere.

Du kan hjælpe KUUL med at gøre en forskel for hjertebørn

SÆT FOKUS HJERTEBØRN VED AT DELTAGE I KUUL’S EVENTS.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at sende en mail til nyhedsbrev@kuul.dk.

Du modtager vores månedlige nyhedsbrev og er blandt de første, der får mulighed for at tilmelde dig vores events.

STØT KUUL OG VÆR MED TIL AT GØRE EN LIVSVIGTIG FORSKEL.

Opret din egen indsamling, som du selv bestemmer anledningen til via BetterNow.

VI SØGER SPONSORER MED HJERTET RETTE STED

Vores sponsorater er bygget op omkring vores hovedevent KUUL Vinternat 3. søndag i advent.

Vi laver foredrag og andre events henover året. Kontakt os. Vi er åbne for alt, der giver overskud for Hjertebørnene.

Løb med os
Støt os
Sponser os