Et mål er nået
Af Henrik Schriver
Denne beretning bygger videre pÃ¥ den jeg skrev efter sidste Ã¥rs Spartathlon, hvor Jeg for anden gang mÃ¥tte stoppe før mÃ¥l. Her skrev jeg â€Drømmen lever stadigâ€. Denne indeholdt ogsÃ¥ en række praktiske oplysninger, som jeg har valgt at gentage i dette skriv. Dette Ã¥r lykkedes det!
I alt stillede 366 løbere fra hele verden til start. Fra KUUL deltog Gert og Henrik. I år var der et flot danskerfelt:
- Lars Skytte Christoffersen
- Kim Rasmussen
- Michael Nielsen
- Ole Albertsen
- Søren Skytte
- Kent Møller
- Mogens Pedersen
- Gert Hougaard
- Henrik Schriver
Klimaet i Grækenland viste sig i år fra en mildere side end tidligere. Selvom vi skriver ultimo september, så er der stadig høje temperaturer. Fredag den 26. september 2008 lød vejrudsigten på Sol, få skyer med 25 grader og svag vind.
Turen til Athen
Enkelte afsnit er informationer, til kommende Spartathleter, som måske er uinteressante for andre læsere, hvilket jeg håber I vil bære over med. Deltagerne ankommer onsdag eller torsdag til London Hotel. Bus X96 holder lige uden for lufthavnsbygningen – 3,20 Euro – Kører direkte til hotellet. Her krydser man en forfærdelig trafikeret vej, som faktisk er mere halsbrækkende end selve løbet.
I lufthavnen mødte vi Mogens, som vi fulgtes med i den bil, som vi havde lejet. Vores bedre halvdele ville følge os på ruten, så derfor havde vi lejet en bil.
Deltager papirer udleveres. Man afleverer sin lægeerklæring. Betaler for supportere. Alt virker men i Grækenland går alting bare lidt langsommere. Resten af onsdagen går med afslapning.
Om torsdagen kan man aflevere sine depotposer på hotellet. Her står kasser, hvor man selv kommer sine ting ned i. Alt foregår stille og roligt. Vores depoter planlægger vi hjemmefra, så de blot skal justeres efter vejret og lukkes. Derefter er resten af dagen til fri afbenyttelse.
I år var vi så heldige, at vores piger ville køre Supportbil for os. Det gav os en yderligere fleksibilitet med hensyn til depoterne. Supporterne må kun være på bestemte depoter, så vi havde lagt nogle ekstra ind. Ligeledes dækkede dette nogenlunde den risiko der var, hvis nu bilen brændte sammen ol.
En stor del at ultraløb foregÃ¥r i hovedet. Mange af de begrænsninger man oplever, sker i hovedet. Derfor er et super vigtigt aspekt det at tænke løbet igennem og eliminere alle de huller for uforudsete ting der kan ske. Tænk tanken, â€Hvad nu hvis…†og løs problemet i hovedet inden løbet, sÃ¥ ved man, hvad løsningen er, nÃ¥r det opstÃ¥r.
Efter vi havde afleveret vores depotposer, så kørte vi til lufthavnen efter pigerne. Her ville vi tanke bilen op. Vi undrede os godt nok over, at en kæmpe Shell tank i lufthavnen ingen benzin havde, men tænkte ikke nærmere over dette.
Der var informationsmøde klokken 17.00 på hotellet. Skal man sætte en finger på noget, så er det her. Informationerne kommer først på Græsk, så Engelsk og derefter Japansk. Alle står i forhallen, hvor der er megen uro og man skal holde ørene stive. De sluttede informationsmødet af med at fortælle, at der var strejke blandt personalet, som kører benzin ud, hvilket forklarede hvorfor diverse tankstationer havde lukket. ØV! Det var ikke lige det vi havde brug for, da vi vidste, at der var 160 kilometer tilbage i tanken. Der var kun en tank på vejen fra vores hotel til London Hotel, som havde åbent og der var lang, lang kø.
Løsning: Pigerne kunne muligvis finde en tank uden for byen.
Løbsdagen
Fredag: Vi boede ikke på London Hotel, men halvanden kilometer derfra. Der var ikke morgenmad på vores hotel før klokken 7.00, så det havde vi selv måtte sørge for (Absolut ingen hjælp fra hotellets side). De to tallerkner og skeer, som vi spiste havregryn med, dem måtte vi stjæle i hotelkøkkenet. Men vi fik Morgenmad klokken 5.00, Kørte mod Akropolis lidt i 6.00. Her kørte vi ind på tanken, hvor der endnu ikke var kø. Rationalisering: maks. 20 Euro pr. kunde. Nu havde vi benzin nok til Sparta. Videre mod Akropolis.
Så til selve løbet: Løbet starter foran Akropolis, som er oplyst. Der er stadig mørkt når man ankommer, men lyst når starten går. Nedtælling og startskud klokken 7.00, glade råb og bifald fra de supportere der er med. Man løber ned fra Akropolis og gennem Athens gader, hvor morgentrafikken er i fuld gang.
Politi har afspærret ruten, så løberne kan løbe frit. Dette medfører en lang række underholdende situationer, hvor politifolk skældes ud og der bliver dyttet og råbt. Efter et par kilometers sightseeing i Athen løber man langs en af de store indfaldsveje. Her går turen igennem et industriområde. Her løber man gennem et område med den ene kæmpe olie- eller gastank efter den anden. Både skræmmende og imponerende.
Efter ca. 20 kilometer er du stadig i Athen eller forstæder dertil. Tilråb og klapsalver fra mange glade tilskuer, som er på vej til arbejde i det dejlige vejr.
Først omkring de 40 kilometer løber man ud i det mere åbne landskab. Klokken nærmede sig nu 10.00 og temperaturen 25 grader.
Man løber langs kysten, hvor man har det flotte hav, havnen og kyststrækning som inspirerende skue. Ligeledes de store skibe, som er på vej til eller fra havnen i Athen.
Indtil videre har ruten ikke været specielt krævende. Der har været små stigninger, men ikke nogle af betydning.
Den første lille krise
Ved 50 kilometer havde Gert lidt maveproblemer. Ikke noget vildt, men alligevel sådan, at man lige skulle sikre sig, at man kom over det. Her var det en klar fordel, at vi løb sammen, da Jeg havde mulighed for at følge op på, at han fik drukket noget og spist lidt.
Fra de 40 kilometer begynder der at komme lange stigninger af forskellig sværhedsgrad. Selvom benene stadig er relativt friske, så er det en god ide, at spare lidt på kræfterne. Vi gik op af disse stigninger, hvilket var helt i overensstemmelse med den plan vi havde lagt hjemmefra.
To marathons tilbagelagt
Fra 71 kilometer løber du gennem et område med raffinaderier. 
Her er stanken ubeskrivelig. Efter dette, så er der en opstigning til Korinth, hvor man løber over kanalen. Dette er et absolut fantastisk syn. 
Gerts maveproblemer var nu væk og fokus sat på tidsgrænserne, som vi havde næsten en time ned til.
Det går så op mod Hellas Can Factory, hvor det første store checkpoint er ved 81 kilometer. Her er der mange der ikke når ind rettidigt og bliver taget ud. Flere har kramper og andre problemer, som de skal have behandlet. Depotet er også det første, hvor supporterne må hjælpe dig. Det var dejligt med opbakning og bemærkninger fra pigerne, som lynhurtigt fandt det vi skulle have indenbords og skubbede os videre. To maraton løb var nu vel tilbagelagte.
Fra Helleas Can Factory går det lidt ned ad. Nu løber man så ind over land. Vi var stadig godt løbene. Her løber man gennem plantager med oliven og druer. Nu nåede vi til en mindre by – Zevgolatio – med depot på byens torv. Her var igen mange ved depotet. Her ventede pigerne igen med en kold Cola og vand. Ruten bliver nu mere og mere krævende med hensyn til stigningerne. Det er hårdt at løbe op ad. Det samme glæder faktisk også nedad, selvom tyngdekraften gør sit til at hjælpe.
Noget af det, som vi fokuserede meget på var, at bruge så lidt tid ved depoterne som muligt. Vi tog det vi skulle have og så videre. Bruger du 30 sekunder for meget ved hvert depot, så betyder det 37 minutter samlet på din sluttid.
Mørket sænker sig
Ved 124 kilometer er det blevet mørkt. Her er endnu et af de store depoter i Arhea Nemea, hvor mange ikke når ind i tide. Vi havde stadig en time. Her besluttede vi, at det ville være en god i de, at bruge nogle minutter på en gang massage, samtidig med, at vi fyldte lidt energi og væske på. Jeg havde nu ikke lyst til det noget særligt, da det nu var min tur til at have problemer med maven. Vi løb videre i roligt tempo. Det var nu Gerts tur til at sørge for, at jeg fik fyldt på.
Nu sænker natten sig med stilhed og dejligt måneskin. Det lykkedes os ved fælles hjælp at holde kadencen oppe. Stilheden blev ind i mellem brudt, da vi enten blev hentet bagfra eller selv overhalede løbere. Her blev kun udvekslet sporadiske bemærkninger. En anden fordel ved at løbe sammen er, at man jo hele tiden har en at snakke med. Vi jokede lidt og ind imellem forsøgte vi med en sang.
140 kilometer – Depotet er i en Taverna i den lille by Malandreni. Mine maveproblemer havde nu også lagt sig. Ved 148 kilometer kommer man ind i Lyrkia, hvor depotet er ved en lille kaffebar. Her er en fantastisk stemning og opbakning fra folk, som forsøger at opmuntre de trætte løbere, som løber natten i møde.
Kort efter man har forladt denne by, så drejer man væk fra hovedvejen, som fører ned til motorvejen. Man løber stadig på asfalt, men vejen bliver mindre og mindre. Asfalten hører op og bliver til en grussti. På strækningen fra vejen til grusstien, da løber man forbi et tempel, som er placeret på klippevægen nogle hundrede meter væk. Templet er oplyst. Det er en helt fantastisk oplevelse at se. Et flot syn, der midt i stilheden. Der var en kort periode, hvor vi var sovetrætte. Vi kom dog relativt let over denne.
Grusstien bliver igen til vej og denne fører op til den lille by, hvor jeg udgik i 2006. Det er ved 153 kilometer Herfra løber man ned i bunden af dalen, hvor opstigningen af bjerget begynder. Det er en 10 kilometer lang opstigning delt i tre. Der er to depoter på vej op. På de første tre kilometer løber man op ad bjergsiden på en lang snoet vej. Der er to steder, hvor man kan se bilerne stopper op og sætter i 1. gear, inden de kører videre. Heldigvis er der plateauer, hvor vejen går lige ud. Videre op mod næste stop. Man løber under motorvejen og krydser ind på en rasteplads. Her stod pigerne og gav os den sidste salve inden bjerget. Ved dette stop havde vi sat os det mål, at vi skulle have 30 minutter i overskud – Vi havde 90 og var stadig godt løbene.
Den krævende opstigning
Nu kommer man til en krævende opstigning, hvor man bevæger sig op af, ad små bjergstier, som går zigzag opad bjerget. Når man ser op, så kan man se andre løbere med pandelamper kæmpe sig opad. Vi nåede toppen, hvor vi satte os og fik en kop kaffe. Det var vindstille og en behagelig temperatur omkring 15 grader.
Så begyndte vi nedstigningen, som var på en bredere grusvej. Stejl og med løse sten. Vi turde ikke løbe af frygt for at vrikke om. Her kommer man til den lille by der hedder Sangas. Her fik vi igen lidt massage.
Den næste strækning gik langs toppen af bjergene. Her var det køligt med ca. 7-8 grader. Vi havde stadig shorts og en langærmet svedtrøje på, hvilket ikke var nok - Jeg frøs. Nu var det Nestani og de 172 kilometer der var i sigte. Vi nåede byen med godt 50 minutter til tidsgrænsen. Pigerne ventede os og vi kunne få jakke og lange bukser på.
Lyset motiverer
Nu varede det ikke længe inden det blev lyst. Strækningen er med mange lige stykker vej, hvor du bare kan se den fortsætte lige ud. Lyset og solens stråler gjorde godt og vi fik varmen igen.
Vi havde stadig god tid ned til tidsgrænsen. Her er hovedet en sjov størrelse igen. Vores mål var at gennemføre, hvilket vil sige, at vi skulle ind på under 36 timer. Nu lå vi med godt en time på bogen. Så tillader man automatisk sig selv, at vi kan gå lidt mere, end man ville have gjort, hvis man var presset af tiden. Nu kunne vi for hver kilometer glædeligt konstatere, at vi satte PR på distancen, hvilket der gik en del tid med at fokusere på.
Henover det flade plateau Arkadia. Mod hvad vi troede var den sidste stigning inden vi skulle nedad mod Sparta. Man løber på små landeveje gennem mindre landsbyer, hvor der ikke er meget liv. På de marker man løber langs med, da er kartoffelhøsten i fuld gang.
Efter Tegea og 195 kilometer, begyndte stigningerne igen. Fødderne gjorde ondt, hver gang man satte dem i jorden. Ikke en rar oplevelse. Ved 204 kilometer satte vi os på autoværnet for at punktere vabler. Det lettede lidt. Jeg havde en forventning om, at når vi nåede 218 kilometer, så var det toppen og derfra ville det gå nedad resten af vejen, altså 28 kilometer. Sådan er det beskrevet på rutens højdekort. Det var ikke tilfældet.
En af de ting der stadig virkede for os var vores væskebalance. Vi kunne stadig drikke og tisse, hvilket var super godt. Under hele løbet fungerede dette perfekt.
De sidste kilometer
Vi løb på landeveje, hvor der var godt med trafik. Bilerne dyttede opmuntrende. Vi var stadig i smertehelvede. Gert havde det bedst når vi gik, mens jeg havde det bedst når vi småløb. Her støttede vi hinanden og kom godt fremad. Så kom dagens overraskelse: En jævn stigning over 8 (OTTE) kilometer. Den var dræbende. Vi nærmede os langsomt Sparta, men kunne stadig ikke få øje på byen. Hver gang vi kom om et hjørne kom der en ny stigning. Da der var 9 kilometer igen, sagde depotmester til os, at nu var det bare nedad. Her havde pigerne oplevet en af de engelske løbere, som sad i bilen og græd, imens hans kone trøstende aede ham på kinden. Han vidste ikke, hvordan han skulle klare de sidste kilometer.
Nu talte vi ned og nåede det sidste depot, hvor vi fik følge af en pige på cykel, som skulle følge os til opløbet. Her er igen en lang stigning, som virker meget stejl, når man har tilbagelagt 245 kilometer. Endelig til højre. Nu var vi på opløbsstrækningen og mobiliserede de sidste kræfter på at få benene i løb. For enden kunne vi se verdens smukkeste kunstværk, som Rune Larsson har udtalt det. Statuen af King Leonidas er det smukkeste kunstværk, som en løber, efter 246 kilometer, kan forestille sig.
Gert og jeg rørte statuen samtidig i tiden 35:30:45 – Spartathlon var gennemført!
Borgmesteren fra Sparta overrakte os skålen med vand fra den hellige flod Eurotas, kronede os med olivenkrans og overrakte os vores medalje.
Vores piger lykønskede os kort, hvorefter vi blev eskorteret til lægeteltet. Her fik vi nænsomt fjernet sokker og sko. Fødderne blev vasket. Da jeg satte mig ned blev jeg svimmel. Straks var der en læge, som løftede mine ben op. Da dette ikke hjalp kom jeg ind i teltet, hvor jeg fik lagt et drop. Det foregik virkeligt professionelt. Et varmetæppe på, vabler fjernet og massage af lårene. Efter ca. en halv time følte jeg mig klar igen. Droppet blev fjernet og en taxi
bestilt. Herfra blev man så kørt til Hotel Sparta Inn, hvor vi skulle overnatte. Klokken var nu 19:45.
På en eller anden måde lykkedes det mig at få tøjet af og komme i bad. Her var jeg super glad for, at min kone kunne assistere mig og stadig være forstående. Pia og Mette havde jo også begge været oppe lige så længe som os, bortset fra en times søvn i bilen. Hun hentede mad til mig og jeg fik noget at drikke. Så lagde jeg mig til at sove og vågnede først næste morgen. I løbet af natten var jeg dog oppe på toilet et par gange.
Det betød desværre, at jeg gik glip af ceremonien i Sparta, hvor de tre første mænd og kvinder hyldes. Her skulle Lars på podiet med en imponerende tredje plads. Jeg ville gerne have oplevet Dannebrog gå til tops. Af de ni danskere der stillede til start gennemførte de syv.
Det var:
- Lars Skytte Christoffersen 25:29
- Michael Nielsen 32:57
- Kim Rasmussen 32:57
- Gert Hougaard 35:30
- Henrik Schriver 35:30
- Kent Møller 35:46
- Søren Skytte 35:46
- Ole Albertsen stoppede ved 124 kilometer
- Mogens Pedersen stoppede ved godt 100 kilometer
En imponerende indsats af alle.
Det var også en imponerende indsats af Pia og Mette, som havde supporteret os gennem hele løbet. De havde kun fået godt en times søvn, næsten ingen ting at spise og alligevel havde de overskud til at støtte os – Stor tak og medalje til dem.
Dagene derpå
Om søndagen spiste vi danskere morgen mad sammen, hvorefter vi kørte retur til Athen. Benzin strejken var slut, så der var ingen problemer med at fylde på. Vi var noget trætte alle sammen. Benene var ømme og trætte, men nu ikke noget vildt. Det værste var fødderne. De var meget ømme og gjorde ondt. Søndag aften gik vi ud for at spise og derefter tidligt i seng.
Mandag tog vi toget ind til Athen, hvor vi lod pigerne shoppe frit. Efter en kort strøgtur blev Gert og jeg nu hurtigt enige om, at vi skulle sidde ned og drikke kaffe. Pigerne fortsatte alene. Nu var det så toget der strejkede og vi måtte med bussen retur til hotellet. Så skulle vi have en middagslur, inden vi skulle til sejrsceremoni om aftenen.
Busserne kørte fra London Hotel klokken 18.30. Vi ankom til et fem stjernet hotel midt i Athen, hvor ceremonien skulle holdes. Kent havde været hurtig og holdt et bord oppe foran, hvor vi etablerede danskerlejren med Dannebrog på bordet.
Vi startede selvfølgelig med de tre første blandt såvel mænd som kvinder, hvor Lars var den allerførste der blev råbt op. Jublen ville ingen ende tage. Der efter blev samtlige 154 gennemførende løbere kaldt op. Vi fik alle overrakt medalje og diplom med vores mellemtider på. 
SÃ¥ var der middag med super flot og dejlig mad.
Ydmyg sidder man tilbage imponeret af den indsats, som frivillige yder i dette løb. En stor tak til dem alle. En stor tak skal også lyde til vores dejlige fruer, som gjorde deres til at få os igennem strabadserne.
Imponeret er man også af løberne, som kommer igen år efter år for at deltage i dette løb. Da jeg kom i mål sagde jeg aldrig mere. Nu hvor smerten har lagt sig, så er jeg sikker på, at jeg også kommer igen.
En kæmpe oplevelse – Mega hårdt, men hvor var det fedt at drømmen endelig gik i opfyldelse!
Spartathlon – Verdens hårdeste ultraløb – er gennemført.