Spartathlon 2011
Af Henrik Schriver
I år var det sjette gang Gert og jeg stillede til start i det historiske ultraløb Spartathlon. Ganske kort går Spartathlons historie tilbage til år 490 før Kristi fødsel, hvor budbringeren Pheidippides løb fra Athen til Sparta med anmodning om hjælp til krigen mod Perserne. I 1983 genopstod hans bedrifter som officielt løb. 246 kilometer på under 36 timer - Spartathlon.
Har du lyst til at læse mere om løbets historie, så henviser jeg til de foregående års beretninger. Det er også her du kan finde nyttig information, hvis du skal deltage I løbet for første gang.
Distancen, terrænet og de benhårde tidsgrænser har givet Spartathlon sit ry som verdens hårdeste ultraløb. I alt stillede 370 løbere fra hele verden til start, der iblandt syv danskere: Bjarne Jensen, John Hornbech Christensen, Poul Hornbech Christensen, Anne-Marie Rossen, Keld Jørgensen, Gert Hougaard og Henrik Schriver.
Vejret i Grækenland kan, selvom vi skriver ultimo september, stadig byde på høje temperaturer. Fredag den 30. september 2011 lød vejrudsigten på sol, få skyer med 25 grader, let vind og en fornuftig luftfugtighed, set med løber øjne – Perfekt løbevejr
Forberedelserne
Vi ankom til London Hotel onsdag, hvor vi fik udleveret vores startnumre. Resten af dagen gik vi lidt rundt I Glyfada bydelen inden vi indtog aftensmaden på en Italiensk restaurant sammen med vores Sportschef Pia (Gerts kone).
Torsdag gennemgik vi vores depotposer, som vi altid har pakket hjemmefra. Som skrevet tidligere, så er det sjette gang vi er med, hvilket betyder at vi har lister og planer for det meste. Det kan virke firkantet, men det er medvirkende til, at der er helt ro på, når der skal pakkes. Heller ikke I år fandt nogen grund til at ændre på indholdet. Da poserne var fordelt i de opstillede depotkasser, tog vi en tur ind til Athen, hvor vi slappede af. Da vi kom hjem, fandt vi løbetøjet frem, og fik monteret startnumrene.
En stor del af ultraløb foregÃ¥r i hovedet. Mange af de begrænsninger man oplever undervejs i løbet, foregÃ¥r udelukkende i hovedet. SÃ¥ udover de cirka 4.000 træningskilometer jeg havde med i bagagen siden løbet sidste Ã¥r, sÃ¥ er den mentale forberedelse et super vigtigt aspekt. Det har jeg forberedt ved at tænke løbet igennem og eliminere alle de huller af uforudsete ting, der kan ske undervejs. Tænk tanken â€Hvad nu hvis…†og find en løsning pÃ¥ problemet i hovedet før løbet. SÃ¥ kender man løsningen, nÃ¥r/hvis det opstÃ¥r. SÃ¥ flere gange har jeg løbet ruten i hovedet. Jeg tog en sidste â€mental†tur, inden jeg lagde mig til at sove torsdag aften.
Spartathlons 246 kilometer er fordelt over syv forskellige faser, som jeg her vil gennemgå.
Athen til Korinth, 80 kilometer
Fredag den 30. september kl. 7:00 stod 370 forventningsfulde løbere klar til start foran et oplyst Akropolis. Der er stadig mørkt nÃ¥r man ankommer, men lyst nÃ¥r starten gÃ¥r. Man løber ned fra Akropolis og gennem Athens gader, hvor morgentrafikken er i fuld gang. Politi har afspærret ruten, sÃ¥ løberne kan løbe frit. Dette medfører en lang række underholdende situationer, hvor politifolk skældes ud, og der bliver dyttet og rÃ¥bt. Efter et par kilometers â€sightseeing†i Athen løber man langs en af de store indfaldsveje. Her gÃ¥r turen igennem et industriomrÃ¥de, hvor man blandt andet løber gennem et omrÃ¥de med den ene kæmpe olie- eller gastank efter den anden. BÃ¥de skræmmende og imponerende.
Efter ca. 20 kilometer er du stadig i Athen, hvor du løber forbi en skole. Alle eleverne har fået fri til at heppe på os løbere, så der er en fantastisk opbakning. Først omkring de 40 kilometer løber man ud i det mere åbne landskab. Klokken nærmede sig nu 10.00 og temperaturen 25 grader men med en lavere luftfugtighed end foregående år. Både Gert og jeg var godt løbende og havde tilbagelagt de første 40 på 3:55. Indtil videre har ruten ikke været specielt krævende. Der har været små stigninger men ikke nogle af betydning.
Fra de 40 kilometer begynder der at komme lange stigninger af forskellig sværhedsgrad. Efter de første 40 satte vi helt efter planen tempoet ned og løb 2 minutter og gik 1 minut. Efter få kilometer gik det desværre galt for Gert. Han fik problemer med maven og kastede op. Vi fortsatte sammen de næste 7 kilometer, hvor Gert kastede op yderligere 6 gange. Vi havde stadig god tid til tidsgrænsen, men omvendt så kan man hurtigt sætte til. Vi blev derfor enige om, at Gert ville fortsætte alene, så han ikke blev presset af mig, i håb om bedring. Det blev dog ikke bedre. Han fortsatte med at kaste op om stoppede ved 60 kilometer, hvor Pia samlede ham op i bilen, efter at han havde trukket sig fra løbet. Jeg fortsatte alene med løb 2 minutter og gang 1 minut.
En mÃ¥ned før løbet blev jeg kontaktet af en græker ved navn Nikolaos Petalas. Nikolaos havde oprettet en gruppe pÃ¥ Facebook om Spartathlon. Han spurgte til mine forberedelser og vi skrev lidt sammen. Pludselig ude ved 55 kilometer er der en bil der dytter og en person der rÃ¥ber â€go go Henrikâ€. Jeg rÃ¥ber â€Thanksâ€. Vedkomne kører stadig ved siden af mig og rÃ¥ber sÃ¥ â€Nikolaos Petalas†og peger pÃ¥ sig selv. Ved næste depot havde han stoppet bilen og vi hilste kort pÃ¥ hinanden. Det er da helt outstanding opbakning!! Stor tak!
Fra 71 kilometer løber du gennem et område med raffinaderier. Her er stanken ubeskrivelig. Efter dette er der en opstigning til Korinth, hvor man løber over kanalen. Derfra går det op mod Hellas Can Factory, hvor det første store checkpoint er ved 81 kilometer. Her er der mange, der ikke når ind rettidigt, og bliver taget ud. Flere har kramper og andre problemer, som de skal have behandlet. Udgår du af løbet, så står den på flere timers ophold i en ulidelig bus. Det har jeg prøvet, så alene den tanke er motivation nok til at fortsætte. To maraton løb var nu vel tilbagelagte og en lille time i banken. Vejret tilsmilede mig, da der var kommet en del skyer på himlen.
Gert havde været en tur i havet, fået noget andet tøj på og havde sovet lidt i bilen. Trods skuffelsen over at være udgået, så bistod han nu supporteringen sammen med Pia. På depotet ved de 100 km. Havde de en kold danskvand med brus klar til mig – det er noget af det bedste til at klare en tung mave.
Korinth - Athea Nemea, 44 kilometer (124)
Fra Hellas Can Factory går det lidt nedad. Nu løber man så ind over land. Jeg var stadig godt løbene. Her løber man gennem plantager med oliven og druer. Nu nåede vi til en mindre by – Zevgolatio – med depot på byens torv. Her var igen mange ved depotet.
Ruten bliver nu mere og mere krævende med hensyn til stigningerne. Det er hårdt at løbe opad. Det samme gælder faktisk også nedad, selvom tyngdekraften gør sit til at hjælpe.
Ved torvet i den lille by Soulinari, fik jeg en langærmet svedtrøje på. Her havde vi lagt en tandbørste ud. Det var dejligt at få børstet tænder. Jeg var stadig godt løbende.
Ved 124 kilometer er det blevet mørkt. Her er endnu et af de store depoter i Athea Nemea, hvor mange ikke når ind i tide. Jeg havde godt en time i forhold til tidsgrænsen. Her besluttede jeg, at det ville være en god ide at bruge nogle minutter på en gang massage, samtidig få fyldt lidt energi og væske på.
Athea Nemea – Lyrkia, 24 kilometer (148)
Nu sænker natten sig med stilhed. Personligt kan jeg godt lide at have én at tale med, da timerne ofte bliver lange. I år var det dog meget begrænset med samtale, da man jo også helst skal passe sammen tempomæssigt. Gennem natten talte jeg med løbere fra Grækenland, Finland og Argentina, men kun ganske korte samtaler.
140 kilometer – Depotet er i en Taverna i den lille by Malandreni. Her er en fantastisk stemning og rigtig mange mennesker.
Ved 148 kilometer kommer man ind i Lyrkia, hvor depotet er ved en lille kaffebar. Her er en fantastisk stemning og opbakning fra folk, som forsøger at opmuntre de trætte løbere, som løber natten i møde. Tilskuerne ved godt, at det er nu løbet rigtigt starter, for nu kommer bjergene. Vi havde stadig over en time til tidsgrænsen.
Lyrkia – Nestani, 25 kilometer (173)
Kort efter man har forladt Lyrkia, så drejer man væk fra hovedvejen, som fører ned til motorvejen. Man løber stadig på asfalt, men vejen bliver mindre og mindre. Asfalten hører op, og bliver til en grussti. På strækningen fra vejen til grusstien løber man forbi et tempel, som er placeret på klippevægen nogle hundrede meter væk. Templet er oplyst. Det er en helt fantastisk oplevelse at se. Et flot syn, der midt i stilheden.
Grusstien bliver igen til vej, og denne fører op til den lille by ved 153 kilometer. Herfra løber man ned i bunden af dalen, hvor opstigningen af bjerget begynder. Det er en knap 10 kilometer lang opstigning delt i tre. Der er to depoter på vej op. På de første tre kilometer løber man op ad bjergsiden på en lang snoet vej. Der er to steder, hvor man kan se bilerne stopper op, og sætter i 1. gear, inden de kører videre. Heldigvis er der plateauer, hvor vejen går lige ud. Videre op mod næste stop. Man løber under motorvejen, og krydser ind ved foden af bjerget, hvor der er etableret depot. Ved depotet fik jeg endnu en gang danskvand og moralsk opbakning af Pia.
Nu kommer der en meget krævende opstigning, hvor man bevæger sig op af ad små bjergstier, som går zigzag opad bjerget. Når man ser op, så kan man se andre løbere med pandelamper kæmpe sig opad. Jeg nåede toppen med en time og 30 minutter til tidsgrænsen. Jeg havde hentet 5 minutter op ad bjerget.
Efter at have svedt under opstigningen, så kunne jeg godt mærke, at temperaturen var faldet til 6 grader med en kold vind. Det var med at komme ned til min jakke for jeg frøs. Nedstigningen blev påbegyndt, men jeg gik af frygt for at falde eller vrikke om. En enkelt gang måtte jeg ned på bagdelen, men heldigvis uden skade. I bunden kommer man til den lille by, der hedder Sangas – Her lå min jakke.
Den næste strækning gik langs toppen af bjergene. Nu var det Nestani og de 173 kilometer, der var i sigte. Stadig halvanden time til tidsgrænsen. Nu varede det ikke længe, inden det blev lyst. Strækningen de næste kilometer er med mange lige stykker vej, hvor du bare kan se den fortsætte lige ud. Jeg kørte stadig løb og gang, så jeg kom godt fremad. Alt afhængigt af og det gik op eller ned, så vendte jeg rundt på intervallet en/to.
Nestani – Allea Tegea, 23 kilometer (196)
Turen går henover det flade plateau Arkadia. Man løber på små landeveje gennem mindre landsbyer, hvor der ikke er meget liv. I depotet ved 196 kilometer fik jeg en tør løbetrøje og en gang massage. Pia sørgede for endnu en danskvand. Solen skinnede og det var super løbevejr.
Allea Tegea – Heros Monument, 28 Kilometer (224)
Efter Allea Tegea og 196 kilometer begyndte stigningerne igen. Man løber på landeveje, hvor der var godt med trafik. Lige efter man runder de 200 kilometer, kommer der en jævn stigning over 8 kilometer, som er med til at æde de sidste kræfter. Her blev der sat delmål og gået raskt til. Bilerne dyttede opmuntrende, hvilket er med til at flytte fokus fra det smertehelvede man befinder sig i. De sidste 40 kilometer gør bare så ondt i benene. Jeg havde 7 timer til de sidste 40, så der var masser af tid. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg ville gå i mål – MEN den tanke holdt nu ikke længe.
Heroes Monument – Sparta, 22 kilometer (246)
Heroes Monument er et mindesmærke for de medlemmer af den græske modstandsbevægelse, som tyskerne henrettede under anden verdenskrig. Bjergene byder her på de sidste stigninger, inden man når Sparta. Det er brede landeveje, som snor sig gennem bjergene. Vejene er meget skrånende, hvilket man oplever som løber, ved at man hele tiden hælder mod venstre. Nu var der snart kun nedløbet mod Sparta tilbage. Du kan først få øje på byen, når du har 13 kilometer igen. Nedløbet er nu slemt nok, når det strækker sig over 12-15 kilometer.
Nu talte jeg ned, og nåede det sidste depot. Herfra løber man gennem byen cirka en kilometer, så endelig til højre. Nu var vi på opløbsstrækningen, og mobiliserede de sidste kræfter. For enden kunne vi se verdens smukkeste kunstværk, som ultraløberen Rune Larsson har udtalt det. Statuen af King Leonidas er det smukkeste kunstværk, som en løber, efter 246 kilometer, kan forestille sig.
Statuen blev berørt og tiden noteret til 34:25:24 – Spartathlon var gennemført for fjerde år i træk!
Borgmesteren fra Sparta overrakte os skålen med vand fra den hellige flod Eurotas, kronede mig med en olivenkrans Herefter bliver man eskorteret til lægeteltet, hvor man nænsomt får fjernet sko og sokker. Fødderne blev vasket. Da jeg kom ned at sidde fik jeg det rigtig dårligt, så jeg kom ind i teltet og ligge. Her vik jeg lagt et drop og efter en halvtime var jeg ovenpå igen.
Pia og Gert tog sig af alt hvad der hed hotel og bagage, så det skulle jeg ikke finde overskud til. Efter et bad gik vi ud i byen for at få noget at spist. Jeg bestilte en stor bøf, pomfriter og salat. Efter to fritter og to mundfulde bøf, så kunne jeg ikke mere.
Man burde være træt, men adrenalinen kører rundt i kroppen og man ved, at den første nat byder på usammenhængende søvn.
Om søndagen spiste vi danskere morgenmad sammen, hvorefter vi kørte retur til Athen. Benene var ømme og trætte. Jeg havde et par små vabler men ellers ikke noget. Søndag aften var vi inviteret på besøg hos en af mine venner der bor i Grækenland. Bjørn Lovén er arkæolog. Han har gjort en fantastisk opdagelse af nogle gamle skibshuse. Husene er fra samme tidsalder, som da Pheidippides løb til Sparta. Jeg vil opfordre til, at du besøger Zea Harbour Project.
Af de syv danskere der stillede til start gennemførte de fire: Bjarne Jensen, Henrik Schriver, Keld Jørgensen og Anne-Marie Rossen
Af de 370 deltagere gennemførte de 143.
Ydmyg sidder man tilbage imponeret af den indsats, som frivillige yder i dette løb. En stor tak til dem alle. Imponeret er man også af løberne, som kommer igen år efter år for at deltage i dette løb.
Tak til Pia og Gert for fantastisk støtte på den lange løbetur.
Det var nu sjette gang jeg deltog i dette løb - Jeg er den eneste dansker, der har gennemført løbet fire år i træk.
Spartathlon oplevelsen er den største løbsoplevelse, som jeg kan forestille mig.