KUUL

Vi gør en forskel

Ultraløb, motion og velgørenhed i forening

Fra hospital til hospital 2010

Skrevet af Jan Tagesen.

For tredje gang afviklede vi vores ”symbolske” tur fra Skejby Sygehus til Rigshospitalet med et indlagt marathon—Copenhagen Marathon.

Afsted til havnen

Starten gik kl. 15 fra Skejby Sygehus i fint forsommer vejr med sol og 15 grader. Ca. 40 løbere havde fundet vej frem og tillige TV2 Østjylland, som fik lavet et lille indslag til aftenens lokale nyheder. Vi løb i samlet flok ned til havnen, hvor færgen til Odden skulle bringe os til Sjælland. Vi tog afsked med vores medløbere og løb op på fær-gen, og fik os bænket i restauranten, hvor det rigtig ordentlige måltid i lang tid ventede på os. Mols-Linien havde igen i år sponsoreret vores færgebillet inkl. følgebil t/r, samt madbilletter til os alle—stor tak for det. Da vi kom ud på vandet, var det utrolig tåget, så kaptajnen havde nok at se til, og Henriks vanlige lille indslag fra broen måtte udgå. Vi kom trods tågen vel frem til Odden, hvor det klarede op og solen skinnede og fin temperatur.

Turen fra Odden

Vi løb ned fra færgen, og skulle så i gang med den lange tur over Sjælland ind mod København. I år var det luksus, da vi ud over følge-bilen (en stor møbeltransport lastbil fra IDEmøbler), hvor Gerts kone, Pia (”vores madmor”) vanligt skulle nusse om og sørge for os undervejs, også havde cykel-ledsagelse med. Det var Gerts kollega fra Falck, Carsten, som skulle cykle med os over Sjælland ind til København, og herefter løbe marathon´et sammen med os! Carsten havde cykelanhænger på, så vi havde væske etc. tilgængeligt hele tiden—en rigtig stor hjælp.

Gert havde på vanlig vis omhyggeligt lagt ruten, som var programmeret ind i en GPS, og den passede på punkt og prikke hele vejen (næsten!)…imponerende. Den første del af turen gik gennem et dejligt sommerhus område, hvor folk sad og nød den dej-lige pinseaften med grill og hygge—og vi løb til København. De kiggede godt nok også lidt underligt på os, når nogle af dem vi snakkede med hørte, hvad vi var i gang med!

Vi fulgte GPS´en, og pludselig kom vi op til en motortrafikvej. Som bekendt er det ikke just smart at løbe på en sådan og slet ikke med en cykel+anhænger, men frem skulle vi jo, og der var ikke tid til lige pludselig at lave ruten om. Vi blev enige om, at løbe, da den jo helt sikkert måtte være lavet om for nylig. Mødte vi politiet måtte vi så forklare os. Ret hurtigt gik vejen over til at almindelig landevej, og ironisk nok gik der under ½ minut efter vi kom over på alm.landevej, og hvem kom—jo politiet, og de vinkede til os.

Følgebilen med Pia og chauffør kørte frem med 3-4 kilometers mellemrum og ventede på os, og Pia sørgede med vanlig omhu og smil for os, lige fra tør bluse til forplejning. Tiden gik hurtigt, og vi var godt på vej. Omkring 30 km. fik Gert ondt i foden, som han forinden havde haft lidt vrøvl med. Den blev tapet op, og det hjalp. Inden man starter på sådan en lang tur skal man ikke tænke over, hvor langt man skal, men i stedet fokusere på nogle fikspunkter.

Natten sætter ind

Det første af disse var Holbæk, hvor vi var kl. 00:10, 67 km., og mørket var nu faldet på. Lidt køligere med ca. 10 gr., men vindstille og let skyet…perfekt natløbe vejr. Vi fik en smule mere tøj på og nød den stille aften og flotte omgivelser ved bl.a. Holbæk Fjord. Månen tittede ind imellem frem, så det var ikke helt mørkt, og pandelamperne var kun sporadisk i brug. Ud over det hyggelige samvær, var en stor fordel med cykelhjælper, at vi havde væske klar hele tiden, uden at skulle løbe med væskebælte, og vi drak fint, hvilket også resulterede i, at vi ret ofte skulle træde af på naturens vegne….Gad vide, hvad folk har tænkt, når de kørte forbi os i nattens mulm og mørke med os 3-4 mand høj på række på en landevej forrette vores nødtørft?!

Vi havde det fint alle mand og ingen optakt til kriser. Næste fikspunkt var Roskilde, hvor vi kom fint frem til og løb op ad hovedgaden—man kunne godt høre pinsefesterne omkring os! Nu kom de ofte lidt trælse timer, nemlig mellem kl. 02 og 05, hvor det er mørkt og kroppen signalerer til én: ”Hvad laver du egentlig—du skulle jo ligge i din seng”, så man begynder at gabe og søvntrangen melder sig. Vi overvandt dog fint timerne, og som Gert sagde, kan man godt jogge/gå og tage en powernap samtidig! Og jo det kan man faktisk. Nu lysnede det fremme, og ja vi måtte jo være på rette vej, for vi løb mod solen, som jo bekendt står op i øst..og den vej skulle vi jo. Vi nærmede os langsomt de københavnske forstæder, og var fremme mellem Albertslund og Gladsaxe kl. 05.15 og havde jogget 107 km.

Følge fra Gladsaxe

Vores tidsplan holdt fint, og vi så alle frem til at få følgeskab fra IDEmøbler i Gladsaxe, hvor nogle af Henriks kolleger fra IDEmøbler ville løbe med os ind til København. De var taget helt fra Næstved for at løbe med os! En rigtig stor tak for det! Vores tidsplan sagde, at vi skulle mødes med dem kl. 7:30 og vi var der kl. 7:28—så det må siges, at vores tidsplan var OK og distancen sagde 120 km. Vi fik en hurtig kop kaffe og begyndte turen ind mod København. Som vi nærmede og København så vi flere og flere i løbetøj, som også var på vej til marathon start. Også de så mærkeligt på os, da de hørte vi havde løbet fra Odden og også var på vej til marathon! Vi kom ind til start området ved Islands Brygge og kl. var 9:05 og 132 km. tilbagelagt. Så nu manglede der ”kun” 1 marathon plus det løse. Vi kom ind i VIP området (ja en fordel er der da ved at lave nogle skøre ting) og fik vores startnumre udleveret. Vi var alle ved godt mod, men trætheden var da til at få øje på hos os alle 4. Carsten var glad for at komme af cyklen og lade løbebenene komme i gang, hvilket jeg godt kan forstå—15 timer på cykel!

Kun ét marathon tilbage

Starten gik kl. 9:30 og der ventede os nu 42,2 km. + de 4 km. til Rigshospitalet. De første 10-15 km. gik relativt langsomt, og vi fik delt vores flyere om KUUL og vores SMS løsning etc. ud til de mange tilskuere, og fik mange positive tilbagemeldinger. Vi løb en smule forskudt, da Henrik og Gert løb en anelse hurtigere end jeg, mens jeg til gengæld gik lidt mindre, så vi passerede ofte hinanden og alt gik OK. Carsten ville følges med mig, og det var en stor hjælp og rigtig hyggeligt at følges ad. Tempoet var ikke højere end at vi kunne hyggesnakke, og tiden gik relativt hurtigt. Mit næste fikspunkt var ½ marathon.

Vi kom dertil uden de store problemer (ud over ømme ben), og vi kom op til Gert og Henrik. Carsten og jeg fortsatte, da vi var inde i en god rytme. Jeg bemær¬kede, at Henrik og Gert ikke som vanligt kom op til os, men desværre havde Gert nu fået rigtig ondt i sin fod og kæmpede bravt km. for km. Henrik blev hos Gert og Carsten og jeg stred os frem. Hvor mærkeligt det end kan lyde, var jeg nu ”blevet varm” og kunne faktisk sætte tempoet op, og de næste ca. 10 km. gik rigtig godt og relativt hurtigt. Jeg vidste dog godt, at det ikke ville vare ved. Og ganske rigtigt, ude ved ca. 33 km. på marathon ruten, begyndte trætheden at slå igennem, men nu var det til at overskue. Henrik kom op til os…han havde også ondt i skinnebenet, og måtte løbe, da det gjorde det værre at gå. Carsten løb sammen med Henrik, og jeg ville vente på Gert. Vi aftalte, at uanset hvad, ville vi løbe i mål sammen alle 4, da det var et fælles projekt, vi var sammen om. Marathon-stemningen var rigtig god og med rekord deltagelse på 13.000 løbere, var der masser af løbere og tilskuer.

Karnevallet gjorde det heller ikke mindre sjovt. Gert kom op til mig ved ca. 39 km. og vi fulgtes ad de sidste km. Henrik og Carsten ventede på os tæt på mål, og vi løb i mål sammen alle 4 i tiden 5.47, hvilket ikke er noget at råbe hurra for, men OK efter de mange km.

Den sidste etape til Riget

Vi var alle godt tilfredse med at være i mål, og fik lidt hurtig forplej-ning. Herefter mødtes vi med vores medløbere mod Rigshospitalet heriblandt Sirius Patruljen, som ventede på os med deres slæde på hjul, som de havde løbet med under hele marathonløbet—imponerende. Vi kom vel frem til Rigshospitalet, og vi havde nu løbet i alt 178 km., så det var nogle trætte kuul løbere, som kom frem. Som vanligt blev vi inviteret op på børnehjerteafdelingen, hvor der var frugt, slik og soda-vand til alle, og vi fik afleveret en stor kasse med legetøj, som var sponsoreret af KE. Mathiesen—stor tak for det. Afd. Sygeplejersken holdt en fin tale og Henrik sagde lidt omkring vores tur og KUUL projekt, og dagen sluttede af med hyggeligt samvær med de fremmødte og vores medløbere.

Herefter ventede ”årets bad”, som vi alle så frem til. Vi fik stillet en stue til rådighed og lod den varme bruser varme vores trætte kroppe. Vi fik sagt farvel og Gert og Henrik fik is på deres ben og ned i bilen til Odden. Desværre havde vi misforstået færgeafgangene, så vi måtte tage fra Odden til Ebeltoft, men det gik fint. På færgen skyndte vi os op i restauranten, da sulten nu var vendt tilbage. De havde dog lige lukket buffeten, men vi tog godt for os af resterne fra buffeten—alt var velkommen nu i de tomme maver. Vi var vel fremme i Århus igen kl. ca. 22:30 efter nu næsten 33 timer undervejs, så vi så alle frem til vores senge.

Endnu en stor KUUL oplevelse sammen, og en STOR TAK til Pia for hendes store hjælp med alt undervejs (på nær at få løbet de 178 km.) og til Carsten for den store hjælp med cykel følgeskab og for hyggeligt samvær på både turen over Sjæl-land og under marathon løbet! Også stor tak til vores tur-sponsor Idé Møbler, som gjorde turen mulig og for vores medløbere på turen! Og til sidst og ikke mindst TAK til Henrik og Gert for endnu en stor løbeoplevelse sammen! Gutter, vi er klar igen næste år!

Du kan hjælpe KUUL med at gøre en forskel for hjertebørn

SÆT FOKUS HJERTEBØRN VED AT DELTAGE I KUUL’S EVENTS.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at sende en mail til nyhedsbrev@kuul.dk.

Du modtager vores månedlige nyhedsbrev og er blandt de første, der får mulighed for at tilmelde dig vores events.

STØT KUUL OG VÆR MED TIL AT GØRE EN LIVSVIGTIG FORSKEL.

Opret din egen indsamling, som du selv bestemmer anledningen til via BetterNow.

VI SØGER SPONSORER MED HJERTET RETTE STED

Vores sponsorater er bygget op omkring vores hovedevent KUUL Vinternat 3. søndag i advent.

Vi laver foredrag og andre events henover året. Kontakt os. Vi er åbne for alt, der giver overskud for Hjertebørnene.

Løb med os
Støt os
Sponser os