KUUL

Vi gør en forskel

Ultraløb, motion og velgørenhed i forening

Fra hospital til hospital 2011

Af Jan Tagesen

Afgang fra Skejby Sygehus

Lørdag den 21. maj klokken 15 gik for 4. gang starten på vores lange tur fra Skejby Sygehus til Rigshospitalet, som er vores ”symbolske tur”, der binder de to hjertebørnsafdelinger sammen. Turen gik som de tidligere år fra Børneafdelingen, Skejby Sygehus og ned til havnen i Århus, hvorefter færge til Odden. Dernæst fra Odden og tværs over Sjælland ind til København, hvor vi så stiller til start i Copenhagen Marathon, og til slut fra målområdet på marathonruten til Rigshospitalet. En tur på i alt ca. 180 km, hvor vi alle tre følges ad hele vejen. Selv om det var fjerde gang vi skulle prøve kræfter med denne rute, og var kommet fint igennem de tidligere tre gange, kræver sådan en tur altid praktisk og mental forberedelse, og så selvfølgelig en del kilometer i benene. Igen i år var vi privilegerede, da Gerts kollega, Carsten ville cykle med cykelanhænger med hele vejen over Sjælland og ind til starten på maratonløbet: Desuden havde vi en følgebil fra IDEmøbler med. Denne blev kørt af Bjørn, en af Henriks kolleger, og vores faste supporter Pia (Gerts kone). Der var mødt en del medløbere op ved Skejby, som løb sammen med os ned til færgen i let skyet vejr og 15 grader, så vi blev sendt godt af sted.

På færgen blev der slappet lidt af, samt spist og drukket en smule (vand vel at mærke).

På tværs af Sjælland

Vi kom godt i land i skønt solskinsvejr, 18 grader og kun let vind. Gert havde indkodet vores løberute på en mobil GPS, og vi løb ad mindre landeveje og ind igennem sommerhusområder, hvor vi nød den stille sommeraften og den smukke natur. Carsten havde vi hele tiden hos os med væske, og følgebilen kørte ca. 4-5 km frem og ventede på os med div. mad/drikke og skiftetøj. De tidligere år var vi gået noget ned i tempo, når vi nærmede os København, måske fordi vi havde lagt lidt for hårdt ud, så I år havde vi besluttet at ændre vores løbetempo. Vi ville skiftevis løbe 2 minutter og gå 1 minut i hurtig gang. Vi havde ikke prøvet det før, men det kan allerede nu afsløre, at det fungerede perfekt for os alle tre. En så lang tur må man dele op inde i hovedet, ellers kan det virke helt uoverskueligt, og vores første fikspunkt, var Holbæk. Vi kom godt frem og fik lidt mere tøj på, da mørket nærmede sig. På med refleksvestene og pandelamperne.

Midt om natten….

Tiden gik forbavsende hurtigt med småsnak, og vi begyndte at nærme og de trælse timer, som typisk er mellem klokken 01:00 og 04:00. Her siger kroppen nærmest til én, at man burde ligge i sin seng, man bliver søvnig, uoplagt og smågaber. Men i år havde igen af os problemer med dette. Vi fik kaffe, cola og yoghurt ved depoterne, natten gik hurtigt og vi kom også vel frem til vores næste større fikspunkt, Roskilde. Nu begyndte det så småt at lysne i øst, og vi så frem til at komme til Gladsaxe, hvor der ville støde medløbere til, som ville løbe med os ind til maraton starten i København.

Morgenmad i det fri

Solen var nu stået op og vi kom frem til IDEmøbler i Gladsaxe, hvor 10 løbere ventede. Pia og Bjørn havde sørget for kaffe og rundstykker. Det gled ned, og vi havde det stadig godt, og ingen af os havde haft alvorlige kriser i løbet af turen indtil nu. Tøjet blev skiftet til vores maraton outfit, og turen gik mod København.

VIP status

Vi var fremme ved maraton starten klokken ca. 9, og der var en halv time til start….helt perfekt og vi løb stadig med vores rytme med 2 minutters løb og 1 minut i hurtig gang. Vi blev guidet ind i VIP området…..vi var blevet inviteret af Sparta til løbet. Vi var alle tre ved godt mod til trods for, at vi nu havde løbet 125 km…..nu manglede der ”kun!” godt et marathonløb.

Maraton

Starten gik og vi lod os med vilje starte lidt nede bagi, og løb videre i vores aftalte rytme. Masser af tilskuere og rigtig god stemning gennem hele maratonløbet, hvor vi fik mange opmuntringer og tilråb. Vejret var stadig ok med skyet vejr og 15-17 grader. Sidst henne i løbet kom der en kraftig byge, men det var hurtigt overstået og det klarede op. Mod slutningen af løbet var vi ved at være noget brugte, men kunne stadig holde en rimelig kadence med løb og hurtig gang og vi løb i mål efter 5 timer og 39 minutter, som ikke er en imponerende maraton tid for nogen af os, da vores PR ligger mellem 2.55 og 3.15, men det faktum at vi inden starten allerede havde tilbagelagt tre 3 maratonløb inden starten, gav en vis respekt. Vi blev rigtig godt modtaget i målområdet af vores familier og af maraton konferncier med interview og live web TV.

Med Siriuspatruljen mod Riget

Vi fik en lille pause, lidt at drikke og spise. Nu ventede den sidste del af turen med 4 kilometer til Rigshospitalets børnehjerteafdeling. Igen i år havde vi fået følge at Siriuspatruljen, som sammen havde løbet maratonløbet med deres slæde på hjul. Nu løb de med slæden sammen med os, og en del fremmødte medløbere til Rigshospitalet. Så der blev kigget noget, da der kom en stor slæde på hjul og løbere gennem Københavns gader mod Rigshospitalet! Jeg løb sammen en forælder til ét af de indlagte hjertebørn på Rigshospitalet. Han gav udtryk for stor respekt og taknemmelighed for vores engagement i hjertebørn. Det varmede og muntrede godt op, så man (næsten…og også kun næsten) glemte, at man var træt.

Ved turens mål…..Rigshospitalet

Alle kom godt frem trods trafik og en slæde med punkteret hjul, og vi blev som vanligt budt rigtig godt velkommen af både personale og forældre, samt andre støtter til vores projekt. Vi kom op på afdelingen, hvor der var en lille uformel reception med frugt, sodavand og slik, og vi fik os solidt plantet i en stol. Henrik holdt vanen tro en lille tale og takkede for opbakningen, og fortalte lidt om vores lille forening. Herefter holdt afdelingssygeplejersken et lille indlæg og takkede os for vores støtte til de to børnehjerteafdelinger. Vi var nu glade for at være kommet frem, da synet ud af vinduet viste skybruds regn….ikke lige noget at skulle have afsluttet maratonløbet i. Vi fik et tiltrængt bad og tog mod banegården.

”Ud og se med DSB

Med let ømme ben og stiv i kroppen fik vi fundet vores pladser i toget, efter at vi havde været forbi Sunset på Hovedbanegården og provianteret Sandwich og fritter. Vi havde det rigtig godt alle tre….øm i benene og stiv i kroppen, men ingen skader eller alvorlige kriser på turen. Faktisk var det gået rigtig fint med vores løbeplan/rytme, og vi havde haft en rigtig god tur. Alle var trætte og småblundede lidt hjemad, men heller ikke mere, end at Gert havde overskud til at smådrille den mandlige togstewardesse lidt. Jeg tror ikke han helt forstod vores form for humor, men vi var nok også lidt overtrætte! Vi var i Århus kl. 22.30 og kunne godt mærke, at vi havde været i gang siden daggry dagen før. Nu ventede en varm seng, og der gik ikke mange minutter efter jeg havde lagt mig ned, før jeg var i drømmeland.

Til slut vil vi gerne takke alle, som bakkede os op på turen. En særlig STOR TAK skal lyde til Pia, Carsten og Bjørn for support og hjælp hele turen igennem….en kæmpe hjælp og støtte!

Jeg vil gerne sige STOR TAK til Gert og Henrik for endnu en rigtig god løbeoplevelse sammen, og ser frem til næste års tur!

Du kan hjælpe KUUL med at gøre en forskel for hjertebørn

SÆT FOKUS HJERTEBØRN VED AT DELTAGE I KUUL’S EVENTS.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at sende en mail til nyhedsbrev@kuul.dk.

Du modtager vores månedlige nyhedsbrev og er blandt de første, der får mulighed for at tilmelde dig vores events.

STØT KUUL OG VÆR MED TIL AT GØRE EN LIVSVIGTIG FORSKEL.

Opret din egen indsamling, som du selv bestemmer anledningen til via BetterNow.

VI SØGER SPONSORER MED HJERTET RETTE STED

Vores sponsorater er bygget op omkring vores hovedevent KUUL Vinternat 3. søndag i advent.

Vi laver foredrag og andre events henover året. Kontakt os. Vi er åbne for alt, der giver overskud for Hjertebørnene.

Løb med os
Støt os
Sponser os