KUUL

Vi gør en forskel

Ultraløb, motion og velgørenhed i forening

Spartathlon 2010

Af Henrik Schriver

For femte år i streg deltog Gert og jeg i det historiske ultraløb Spartathlon. Spartathlons historie går tilbage til år 490 før Kristi fødsel, hvor budbringeren Pheidippides løb fra Athen til Sparta med anmodning om hjælp til krigen mod Perserne. I 1983 genopstod hans bedrifter som officielt løb. 246 kilometer på under 36 timer - Spartathlon.

I år var det netop 2.500 år siden!

Spartathlon bliver afholdt i den olympiske ånd om fair play og venskab. Hele arrangementet er gennemsyret af denne idealisme, og der kan kun tillægges stor ros til arrangørerne, byerne og de mange frivillige der lægger kræfter til, for at gøre dette til den store oplevelse som det er. Alle der kommer i mål i Sparta er vindere. Præmien er en olivenkrans og en skål vand. Det er, hvad enten du er nummer ét eller sidst.

Distancen, terrænet og de benhårde tidsgrænser har givet Spartathlon sit ry som verdens hårdeste ultraløb.

I alt stillede 351 løbere fra hele verden til start. Igen i år var der et flot danskerfelt:

Peter Bøgevig, Kim Rasmussen, Michael Nielsen, Bjarne Jensen, Kent Møller, Søren Skytte, Leon Skriver Hansen, Brian Pedersen, Tina Kristiansen, Mette Pilgaard, Mogens Pedersen, John Hornbech Christensen, Poul Hornbech Christensen, Martin Madsen, Gert Hougaard og Henrik Schriver.

Vejret i Grækenland kan, selvom vi skriver ultimo september, stadig byde på høje temperaturer. Fredag den 24. september 2010 lød vejrudsigten på sol, få skyer med 25 grader, svag vind og en høj luftfugtighed. På orienteringsmødet inden løbet havde de dog meldt om kraftig regn sidst på dagen og muligvis også lørdag.

Forberedelserne

Vi ankom til London Hotel onsdag, og fik vores startnumre. Resten af onsdagen gik med afslapning.

Torsdag gennemgik vi vores depotposer, som vi havde pakket hjemmefra. Vi fandt ingen grund til at ændre på indholdet. Da poserne var fordelt i de opstillede depotkasser, tog vi en tur ind til byen, hvor vi slappede af. Da vi kom hjem, fandt vi løbetøjet frem, og fik monteret startnumrene. Så skulle der pakkes skiftetøj til Sparta, og resten skulle ned i kufferten, som skulle blive tilbage på hotellet.

En stor del af ultraløb foregår i hovedet. Mange af de begrænsninger man oplever undervejs i løbet, foregår udelukkende i hovedet. Så udover de cirka 4.000 træningskilometer jeg havde med i bagagen siden løbet sidste år, så er den mentale forberedelse et super vigtigt aspekt. Det har jeg forberedt ved at tænke løbet igennem og eliminere alle de huller af uforudsete ting, der kan ske undervejs. Tænk tanken ”Hvad nu hvis…” og find en løsning på problemet i hovedet før løbet. Så kender man løsningen, når/hvis det opstår. Så flere gange har jeg løbet ruten i hovedet. Jeg tog en sidste ”mental” tur, inden jeg lagde mig til at sove torsdag aften.

Spartathlons 246 kilometer er fordelt over syv forskellige faser, som jeg her vil gennemgå.

Athen til Korinth, 80 kilometer

Løbet starter foran Akropolis, som er oplyst. Der er stadig mørkt når man ankommer, men lyst når starten går. Nedtælling og startskud klokken 7.00, glade råb og bifald fra de supportere der er med. Man løber ned fra Akropolis og gennem Athens gader, hvor morgentrafikken er i fuld gang. Politi har afspærret ruten, så løberne kan løbe frit. Dette medfører en lang række underholdende situationer, hvor politifolk skældes ud, og der bliver dyttet og råbt. Efter et par kilometers ”sightseeing” i Athen løber man langs en af de store indfaldsveje. Her går turen igennem et industriområde. Her løber man gennem et område med den ene kæmpe olie- eller gastank efter den anden. Både skræmmende og imponerende.

Efter ca. 20 kilometer er du stadig i Athen, hvor du løber forbi en skole. Alle eleverne har fået fri til at heppe på os løbere, så der er en fantastisk opbakning. Først omkring de 40 kilometer løber man ud i det mere åbne landskab. Klokken nærmede sig nu 10.00 og temperaturen 25 grader, det ville blive en varm dag. I år kom min første lille krise ved 30 kilometer, så det var relativt tidligt i løbet. Den kom jeg dog let over ved at fylde mere væske på. Man løber en stor del af denne strækning langs kysten, hvor man har det flotte hav, havnen og kyststrækning som inspirerende skue. Ligeledes de store skibe som er på vej til eller fra havnen i Athen. Så der er nok af positive input til at flytte tankerne fra det negative i en lille krise.

Indtil videre har ruten ikke været specielt krævende. Der har været små stigninger men ikke nogle af betydning.

Fra de 40 kilometer begynder der at komme lange stigninger af forskellig sværhedsgrad. Tidsgrænserne er hårde og det første maraton skal tilbagelægges på 4:15. Temperaturen havde rundet de 30 grader. Gert har det ikke godt med at løbe i varmen. Den høje temperatur gør det også til en udfordring at få fyldt væske nok på. Derfor var vi også begyndt at gå opad stigningerne, hvilket var helt i overensstemmelse med den plan, som vi havde lagt hjemmefra.

Fra 71 kilometer løber du gennem et område med raffinaderier. Her er stanken ubeskrivelig. Efter dette er der en opstigning til Korinth, hvor man løber over kanalen. Dette er et absolut fantastisk syn.

Der fra går det op mod Hellas Can Factory, hvor det første store checkpoint er ved 80 kilometer. Her er der mange, der ikke når ind rettidigt, og bliver taget ud. Flere har kramper og andre problemer, som de skal have behandlet. Udgår du af løbet, så står den på flere timers ophold i en ulidelig bus. Det har vi prøvet, så alene den tanke er motivation nok til at fortsætte. To maraton løb var nu vel tilbagelagte.

Korinth - Athea Nemea, 44 kilometer (124)

Fra Hellas Can Factory går det lidt ned ad. Nu løber man så ind over land. Vi var stadig godt løbene. Her løber man gennem plantager med oliven og druer. Nu nåede vi til en mindre by – Zevgolatio – med depot på byens torv. Her var igen mange ved depotet.

Ruten bliver nu mere og mere krævende med hensyn til stigningerne. Det er hårdt at løbe op ad. Det samme gælder faktisk også nedad, selvom tyngdekraften gør sit til at hjælpe. Solen brændte ikke længere så hårdt, og da vi løb ind i landet, var der en svag modvind, som virkede dejligt svalende. Vores taktik var, at starte med kortere løbeintervaller efter de 80 km. Vi løb 3 minutter og gik 1 minut.

Ved 100 kilometer havde Gert en stor krise. Han havde hængt lidt de sidste kilometer, men kunne ikke overskue løbepassene. Jeg havde, som vi havde aftalt hjemmefra, holdt lidt på og forsøgte at finde en løsning. Gert ville være ked af, hvis han var skyld i, at vi kom i tidsnød, så han bad mig fortsætte alene. Han havde brug for, at kunne sætte sit eget tempo. Så herfra løb vi hver for sig.

Ved torvet i den lille by Soulinari, fik jeg en langærmet svedtrøje på. Her havde vi lagt en tandbørste ud. Det var dejligt at få børstet tænder. I det jeg skulle til at løbe fra depotet kom Gert ind. Han var godt løbende og jeg håbede på, at han ville komme op til mig, så vi igen kunne følges.

Ved 124 kilometer er det blevet mørkt. Her er endnu et af de store depoter i Athea Nemea, hvor mange ikke når ind i tide. Jeg havde godt en time i forhold til tidsgrænsen. Her besluttede jeg, at det ville være en god ide at bruge nogle minutter på en gang massage, samtidig få fyldt lidt energi og væske på.

Athea Nemea – Lyrkia, 24 kilometer (148)

Nu sænker natten sig med stilhed. Jeg havde et lille stop, hvor jeg måtte i grøften. Da jeg kom tilbage på vejen mødte jeg Geir Frykholm, en af de norske løbere og hans japanske følge. Geir og jeg passede godt sammen i tempo, og blev enige om at følges. Personligt kan jeg godt lide at have én at tale med, da timerne ofte bliver lange.

Så kom regnen! Det stod ned i stænger i 40 minutter. Vi løb hen ad nogle grusveje, hvor der var 3-5 centimeter vand. Alt var gennemblødt. Se eventuelt det klip, som vi linker til under fanen velgørenhed og vores pressedækning. Her har Norsk TV filmet.

140 kilometer – Depotet er i en Taverna i den lille by Malandreni. Kort før denne by havde Geir og jeg fået følgeskab af endnu en nordmand Eiolf Ejvindsen. Eiolf deltog for 8. gang i løbet.

Ved 148 kilometer kommer man ind i Lyrkia, hvor depotet er ved en lille kaffebar. Her er en fantastisk stemning og opbakning fra folk, som forsøger at opmuntre de trætte løbere, som løber natten i møde. Tilskuerne ved godt, at det er nu løbet rigtigt starter, for nu kommer bjergene. Vi havde stadig en time til tidsgrænsen.

Lyrkia – Nestani, 25 kilometer (173)

Kort efter man har forladt Lyrkia, så drejer man væk fra hovedvejen, som fører ned til motorvejen. Man løber stadig på asfalt, men vejen bliver mindre og mindre. Asfalten hører op, og bliver til en grussti. På strækningen fra vejen til grusstien løber man forbi et tempel, som er placeret på klippevægen nogle hundrede meter væk. Templet er oplyst. Det er en helt fantastisk oplevelse at se. Et flot syn, der midt i stilheden.

Grusstien bliver igen til vej, og denne fører op til den lille by ved 153 kilometer. Herfra løber man ned i bunden af dalen, hvor opstigningen af bjerget begynder. Det er en knap 10 kilometer lang opstigning delt i tre. Der er to depoter på vej op. På de første tre kilometer løber man op ad bjergsiden på en lang snoet vej. Der er to steder, hvor man kan se bilerne stopper op, og sætter i 1. gear, inden de kører videre. Heldigvis er der plateauer, hvor vejen går lige ud. Videre op mod næste stop. Man løber under motorvejen, og krydser ind ved foden af bjerget, hvor der er etableret depot.

Nu kommer man til en krævende opstigning, hvor man bevæger sig op af ad små bjergstier, som går zigzag opad bjerget. Når man ser op, så kan man se andre løbere med pandelamper kæmpe sig opad. Vi nåede toppen med en time og 20 minutter til tidsgrænsen. Selvom vi var steget noget til vejrs, så var der en behagelig temperatur omkring 15 grader. Så begyndte vi nedstigningen, som var på en bredere grusvej. Stejl og med løse sten. Vi turde ikke løbe af frygt for at vrikke om. Her kommer man til den lille by, der hedder Sangas.

Den næste strækning gik langs toppen af bjergene. Geir havde krise nu og kastede op. Nu var det Nestani og de 173 kilometer, der var i sigte. Vi nåede byen med godt en time til tidsgrænsen. Geir ville løbe alene, så han selv kunne finde motivationen i gen og få styr på sin mave. Det betød, at Eiolf og jeg fortsatte alene. Nu varede det ikke længe, inden det blev lyst. Strækningen de næste kilometer er med mange lige stykker vej, hvor du bare kan se den fortsætte lige ud.

Da vi havde løbet omkring 185 kilometer blev vi enige om, at vi skulle have kaffe. Jeg skulle lige sidde lidt med lukkede øjn. Det blev til to minutters powernap. Så op og videre. Vi kørte stadig løb og gang, så vi kom godt fremad. Det skulle vise sig, at det var dette depot, der blev Gerts sidste i løbet. Han havde kæmpet siden 100 kilometer. De sidste depoter kørte bussen lige bag ham. Det betyder, at man er sidste løber. Ved 185 kilometer fik Gert ikke lov at fortsætte. Tiden var gået. Alligevel en superflot præstation – Der skal vilje til at kæmpe 85 kilometer. Det letteste havde været at sætte sig og finde på en god undskyldning for, hvorfor man ikke valgte at kæmpe videre.

Nestani – Allea Tegea, 23 kilometer (196)

Turen går henover det flade plateau Arkadia. Man løber på små landeveje gennem mindre landsbyer, hvor der ikke er meget liv. I depotet ved 196 kilometer så vi mod himlen. Solen var på vej frem, og det så ud til, at skyerne lettede. Her fik jeg en tør løbetrøje og en gang massage. Vi aftalte, at Eiolf fortsatte i gang fra depotet, så kunne jeg hente ham i løb efter massagen.

Allea Tegea – Heros Monument, 28 Kilometer (224)

Efter Allea Tegea og 196 kilometer begyndte stigningerne igen. Man løber på landeveje, hvor der var godt med trafik. Lige efter man runder de 200 kilometer, kommer der en jævn stigning over 8 kilometer, som er med til at æde de sidste kræfter. Her blev der sat delmål og gået raskt til. Bilerne dyttede opmuntrende, hvilket er med til at flytte fokus fra det smertehelvede man befinder sig i. De sidste 40 kilometer gør bare så ondt i benene.

Om formiddagen fik vi endnu en halvtime med kraftige regnskyl. Temperaturen og den høje luftfugtighed betød dog, at man ikke kom til at fryse.

Heroes Monument – Sparta, 22 kilometer (246)

Heroes Monument er et mindesmærke for de medlemmer af den græske modstandsbevægelse, som tyskerne henrettede under anden verdenskrig.

Bjergene byder her på de sidste stigninger, inden man når Sparta. Det er brede landeveje, som snor sig gennem bjergene. Vejene er meget skrånende, hvilket man oplever som løber, ved at man hele tiden hælder mod venstre. Nu var der snart kun nedløbet mod Sparta tilbage. Du kan først få øje på byen, når du har 13 kilometer igen. Nedløbet er nu slemt nok, når det strækker sig over 12-15 kilometer. Mine lårmuskler var ved at sprænges.

Nu talte vi ned, og nåede det sidste depot. Herfra løber man gennem byen cirka en kilometer, så endelig til højre. Nu var vi på opløbsstrækningen, og mobiliserede de sidste kræfter. For enden kunne vi se verdens smukkeste kunstværk, som ultraløberen Rune Larsson har udtalt det. Statuen af King Leonidas er det smukkeste kunstværk, som en løber, efter 246 kilometer, kan forestille sig.

Eiolf og jeg rørte statuen samtidig i tiden 35:10:10 – Spartathlon var gennemført for tredje gang!

Borgmesteren fra Sparta overrakte os skålen med vand fra den hellige flod Eurotas, kronede os med olivenkrans, og overrakte os vores medalje.

Herefter bliver man eskorteret til lægeteltet, hvor man nænsomt får fjernet sko og sokker. Fødderne blev vasket. Når man er klar, så holder der en taxa, som kører en hen til hotellet, som kun ligger få hundrede meter fra mål.

Gert havde fået lidt søvn i bussen og havde været i bad. Han havde også sørget for, at min kuffert var båret til vores værelse. Efter et bad gik ned for at få noget at spise. Så gik vi en tur i byen for at få en kop kaffe. Man burde være træt, men adrenalinen kører rundt i kroppen og man ved, at den første nat byder på usammenhængende søvn.

Af de seksten danskere der stillede til start gennemførte de seks. Geir, min norske ven, måtte desværre give op ved 190 kilometer.

Om søndagen spiste vi danskere morgenmad sammen, hvorefter vi kørte retur til Athen. Benene var ømme og trætte. Jeg havde et par små vabler men ellers ikke noget. Søndag aften gik vi ud for at spise og derefter tidligt i seng. Mandag tog vi toget ind til Athen, hvor jeg købte små gaver til pigerne.

Mandag aften er der sejrsceremoni i Athen. I anledningen af 2.500 års jubilæet skulle vi af sted allerede kl. 15:00. Vi kørte samlet i busser mod byen Marathon, hvor si skulle besøge sletten, hvor slaget om Marathon fandt sted. Vi blev sat af på sletten, og havde halvanden time til at gå rundt. Der var ikke en bænk eller kiosk, hvor man kunne købe vand? 18:30 skulle vi ind i busserne igen og videre til det olympiske atletikstadion. Her var der dækket borde udenfor, men inden ceremonien skulle starte, så skulle vi besøge Marathon museet, hvor Marathon løbets historie kunne ses. Det var spændende. Tilbage til stadion, hvor vi fandt et bord. Medaljeoverrækkelsen startede selvfølgelig med de tre første blandt såvel mænd som kvinder. Derefter blev samtlige 128 gennemførende løbere kaldt op. Vi fik alle overrakt medalje og diplom med vores mellemtider på. De danske deltagere fik overrakt deres medalje af den danske ambassadør i Grækenland. Klokken 23:00 var der middag.

Følgende af de danske løbere gennemførte:
Leon Skriver Hansen—33:39:48
Michael Nielsen—33:40:20
Bjarne Jensen—35:04:08
Henrik Schriver—35:10:10
Mogens Pedersen—35:11:34
Brian Pedersen—35:06:49

Busserne gik retur til hotellet klokken 0:30, så vi var retur 1:30. Jeg synes denne ceremoni blev trukket i langdrag. Flere timer uden væske og et par timers gang er næppe det deltagerne har brug for på dette tidspunkt, men det var naturligvis arrangeret i en god mening.

Ydmyg sidder man tilbage imponeret af den indsats, som frivillige yder i dette løb. En stor tak til dem alle. Imponeret er man også af løberne, som kommer igen år efter år for at deltage i dette løb.

Tak til Gert, Geir og Eiolf for følgeskab på den lange løbetur.

Det var nu femte gang jeg deltog i dette løb - Jeg er den eneste dansker, der har gennemført løbet tre år i træk.

Spartathlon oplevelsen er den største løbsoplevelse, som jeg kan forestille mig.

Du kan hjælpe KUUL med at gøre en forskel for hjertebørn

SÆT FOKUS HJERTEBØRN VED AT DELTAGE I KUUL’S EVENTS.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at sende en mail til nyhedsbrev@kuul.dk.

Du modtager vores månedlige nyhedsbrev og er blandt de første, der får mulighed for at tilmelde dig vores events.

STØT KUUL OG VÆR MED TIL AT GØRE EN LIVSVIGTIG FORSKEL.

Opret din egen indsamling, som du selv bestemmer anledningen til via BetterNow.

VI SØGER SPONSORER MED HJERTET RETTE STED

Vores sponsorater er bygget op omkring vores hovedevent KUUL Vinternat 3. søndag i advent.

Vi laver foredrag og andre events henover året. Kontakt os. Vi er åbne for alt, der giver overskud for Hjertebørnene.

Løb med os
Støt os
Sponser os