KUUL

Vi gør en forskel

Ultraløb, motion og velgørenhed i forening

Bjergløbet Verdon Trail Adventure

Skrevet af Henrik Schriver den 22.6.2001

Verdon Trail Adventure er et tre dages løb i bjergene i det man kalder Europa’s Grand Canyon. Løbet er på ca. 120 kilometer, i tre etaper, med ca. 10.000 højdemeter. Vi deltog i sommeren 2001.

Vi var en lille gruppe på tre personer, som sammen havde talt om at deltage i dette løb. Vi var alle fra løbeklubben Århus 1900, hvor vi gennem det seneste år har fået blod på tanden for det der indenfor løbesport kaldes Ultraløb. Kent Møller havde i det engelske løbemagasin Today’s Runner læst om løbet. Søren Skytte og undertegnede var med på ideen. Vi luftede vores tanker i en lille Loge for Ultrafolk i Århus, hvor endnu to meldte sig klar, nemlig Per Hjort og Jesper Kyed.

Tilmeldingerne blev sendt afsted i foråret. Hverken Søren, Kent eller jeg havde haft afbræk i træningen siden vi 24.6.2000 gennemførte vores første ultraløb, Jubilæumsløbet for Århus 1900’s 100 års Jubilæum. Vi havde over vinteren holdt gejsten oppe på hinanden, ved at arrangere ture til diverse små marathon i Danmark og Tyskland. Heldigvis så har vi også i perioden været forskånet for skader. Vi følte os alle klar til udfordringen, da vi nærmede os juni. Blandt andet havde vi løbet en Dobbeltdækker i Stüde d. 12.-13. maj. En dobbeltdækker er marathon lørdag kl. 16.00 og et marathon igen søndag kl. 9.00. Vi havde været ved himmelbjerget, 120 højdemeter, hvor vi havde varmet op med 12 kilometer langs søen og derefter taget 10 turer fra bund til top, en træningstur på i alt 37 km, med 1200 højdemeter.

Opvarmning ved Middelhavet

Turen startede d. 22.6.01, hvor vi kørte fra Århus til Hannover, hvor vi overnattede. Dagen efter videre til Lyon, endnu en overnatning, så videre til Hyeres ved middelhavet, hvor vi så havde 3 overnatninger. Vi havde valgt at turen derned skulle foregå stille og roligt, så ikke kroppens rytmer blev ødelagt. Vi var også ude at løbe småture på mellem 7 og 15 kilometer hverdag. Formålet med at have nogle dage ved Middelhavet var også, at vi skulle vende os til varmen og luftfugtigheden. Onsdag d. 27. juni kørte vi til den lille bjergby Aiguines, hvor løbet havde start og mål. Onsdag var mødedag, hvor vi fik udleveret startnumre, fik briefing om etaperne, samt blev godkendt til start af løbslægen. Løbet krævede både helbredsattest og elektrokardiogram for at få starttilladelse. Vi fik slået vores telt op på Campingpladsen. Fra pladsen havde vi en absolut fantastisk udsigt over søen, som ligger for enden af den kløft, som vi senere skulle stifte bekendtskab med.

Et af hovedformålene med vores løbeture er udover vores gode kammeratskab også at få nogle naturoplevelser, som er udover det sædvanlige. Denne tur havde begge aspekter indbygget i særdeleshed! Oplevelsen af, at stå sammen med sine bedste venner, i strålende solskin med udsigt mod bjergene, se ned på en kæmpestor Azurblå ferskvandssø, sammen med ca. 300 løbeentusiaster alle med samme mål, nemlig at “besejre” Verdon Gorge og komme i mål om tre dage - Ja den følelse er ubeskrivelig!

Kl. 14.00 mødtes vi med Per, Jesper og Tine (vores fotograf og Jespers kæreste) og gik mod indskrivningen. En af løbets sponsorer er Det franske marinekorps, som havde stillet en lastbil a’la den fra “rejseholdet” til rådighed. Her fik vi udleveret vores startnumre, samt sat en række underskrifter på, at vi deltog på eget ansvar mv. Her blev vores papirer også kontrolleret af løbslægen, hvor vi alle gik igennem. Der blev udleveret en bog over ruten med cirka distancer og højdekurver, samt madbiletter, T-shirt, cap etc. Kl. 18.00 var der fælles briefing af de 294 deltagere, som foregik på Fransk, Engelsk, Tysk og Italiensk. Der var deltagere fra Australien, Brasilien, Østrig, Italien, Tyskland, Holland, Belgien, England, Frankrig og så os 5 fra Danmark. Vi var de første deltagere fra Skandinavien. Løbet var utroligt godt organiseret, alt klappede og fungerede efter hensigten. Der var en tidligere deltager, en englænder Jolyon Crostwaite, som havde fået til opgave, at sørge for, at vi fra Danmark var informeret og vidste hvad vi skulle. Han hjalp os en del med detail beskrivelser af ruten, hvor der var specielle ting vi skulle være opmærksom på etc. Årsagen til at jeg har skrevet cirka omkring distancer og højdemeter er nemlig, at det var cirka. Det virkede som om, at det ikke var det man gik op i. Når man sammenligner de højdekurver, som vi havde fået udleveret med den der findes for Midtjysk Bjergløb, så virker Verdon Gorge som en relativ flad rute, hvilket jeg med sikkerhed kan bekræfte den ikke var! Efter en sen aftensmad gik vi til ro. Vi skulle op kl. 05.00 for at tage tøj på, spise og pakke telt sammen. Starten var sat til kl. 07.00 på første dagen, øvrige dage til kl. 6.00. Vi sov alle tre elendigt, eftersom sommerfuglene havde travlt nede i maven!

Første etape Aiguines til Rougon - sat til 30 km. med 2325 højdemeter

Da klokken var 5.00 galede den medbragte hane i form af et vækkeur. Det var stadig mørkt idet solen først stod op kl. 5.15. Morgen maden blev indtaget på Campingpladsens restauration, som i anledningen åbnede kl. 5.00. Vi var alle blevet bedt om, at møde frem ved startstedet kl. 6.30, da der var kontrol af bagage. Det obligatoriske udstyr bestod af Camelbag eller rygsæk med væske, energitabelletter, regnjakke, lygte og fløjte. Fløjten skulle vi bruge, hvis der var en slange i vejen ude på ruten. Denne fik vi dog heldigvis ikke brug for. Resten af udstyret fortæller jeg om senere i artiklen.

Op mod starten kl. 7.00 blev der holdt en lille peptalk på fransk. Vi fra Danmark sang nationalsang og ønskede hinanden en god tur. Da byens kirkeur slog 7.00, blev vi sendt afsted. Ikke noget med start skud eller andet, nej blot - værsågod at løbe!

Fra startstedet var det et fladt stykke på 20 meter!!, så drejede vi op af en trappe og derfra gik det op af i en time! Ja - vi løb op af i en time. Her taler jeg ikke kun om en jævn stigning. Bortset fra den første kilometer ud af byen, der var jævnt stejl og på asfalt vej, så var stigningen på 25-30 grader. Da vi drejede fra vejen og ind på en sti, som gik op af et skovklædt bjerg, der blev alle kræfter fokuseret på stien og stigningen. Stierne var en udfordring i sig selv. De var smalle, rødder var skyllet fri for jord og der lå løse sten af forskellig størrelse alt sammen fordelt på en måde, som krævede fuld fokus for ikke at vride om i fodleddene. Vi løb som en lang slange på den smalle sti op ad bjerget. Da vi nåede toppen blev vi mødt med et smukt syn hen over fire bjergkamme med solen i baggrunden.

Fra toppen af Le Grand Marges gik turen hen langs bjergkammen, så ned over bjergsiden mod floden i bunden af bjerget. Den nederste del gik igen gennem skoven. Temperaturen var nu en 30-35 grader i skyggen. Luftfugtigheden høj og ikke en vind der rørte sig. Belægningen var stadig en blanding af løse sten, mudder, rødder og klippestykker. Denne blanding ændrede sig ikke meget på hele ruten. Samtlige 120 km krævede fuld koncentration på underlaget for ikke at blive skadet. Desuden skulle man holde øje med rutens opmærkning, som var rød/hvidt bånd som hang for hver 100 meter, samt orange markeringer på stenene. Da vi nåede floden og skulle over på den anden side, valgte de fleste at stoppe op og tage skoene af. Vi valgte at løbe tværs igennem, efter som alt alligevel var gennemblødt på grund af varmen og luftfugtigheden. På midten var den 1,30 meter dyb. Efter vandturen så var der en lang svag stigning med flodbreden på højre side. Denne stigning førte os langsomt op i højderne, hvor vi blev mødt af en ufattelig lang trappe med flere hundrede trin, som igen førte os ned mod floden.

Der var tilknyttet en helikopter til løbet. Denne fløj ud med væskeposterne om morgenen, på de steder, hvor terrænet gjorde, at det ikke var muligt at køre til. Der var depoter for ca. hver 4-5 kilometer. På hvert andet depot ca. hver 8 kilometer var der alt hvad man kunne ønske sig: Vand, Cola, Energidrik, Chokolade, frugt, energibar, kage … alt! På disse depoter var der også kontrol ved, at man ved sin underskrift skulle tilkendegive, at man havde været der. Der var en læge til stede, som kontrollerede, at man kunne fortsætte. På de øvrige poster var der kun vand! De halvanden liter, som jeg havde på ryggen, blev fyldt på hvert andet depot. Denne rute og dette klima kræver virkelig, at der kommer væske ind! En anden af Helikopterens opgaver var, at flyve bjergguider ud om morgenen, som bankede sikkerhedsreb i klipperne på specielt udsatte steder, således vi havde et reb at holde fast i, når vi enten skulle forbi et klippefremspring, hvor der var ti centimeter at gå på. Til venstre gik bjerget lodret op og til højre var der 10-15 meter ned til fast grund!!? Efter turen ned af trapperne, løb vi igen langsomt opad mod en tunnel på en kilometer, som gik gennem bjerget. Her var det nødvendigt at løbe med pandelamper, så man kunne komme sikkert igennem. På stien gennem bjerget løb vi gennem store vandpytter, hvor der lå større og mindre klippestykker jævnt fordelt. Der var dog dejligt køligt og pausen fra solens stråler var også tiltrængt!

Resten af turen foregik på siderne af bjergkløfterne hen mod den sidste stigning, som skulle føre og op til bjergbyen Rougon. Eneste udfordring var et sving, hvor stierne ikke hang sammen på grund af et skred, hvor løse sten lå ned over bjergsiden. Her havde bjergguiderne fastgjort et reb, som muliggjorde en rimelig sikker nedstigning. Den sidste stigning blev besejret med syren brændende i benene!

Det var en fornøjelse, at løbe i mål tiljublet af forundrede turister, som ved et tilfælde var blevet tilskure til dette løb, samt officials og løbsdeltagere, som var kommet i mål i en bedre tid end jeg. Jeg var dog tilfreds med tiden 4 timer og 40 minutter, set i relation til, hvordan mine ben havde det. Kent løb ind i 4.01, Søren i 4.13. Jesper i 5.01 og Per i 5.11.

Per, Jesper og Jeg løb alle med kameraer, så vi kunne tage nogle gode billeder på ruten. Desværre var vi ikke i stand til at tænke logisk, da vi skulle krydse floden, så vi var alle uafhængigt af hinanden, løbet gennem vandet med kameraerne siddende i bæltet.. Heldigvis er kvaliteten på engangskameraer fornuftig, så de fleste af billederne er blevet gode.

Efter at have indtaget en del vand, lidt mad og en øl, så gik turen til omklædningen. Det tøj vi skulle bruge om aftenen og til dagen efter, samt telt og soveposer var blevet fragtet med lastbil til den mark, hvor vi skulle campere for natten. Bruserne var sat op i det fri. Da vi tændte for vandet, da var det lige som, at vejret blev inspireret. Det begyndte at regne! Bruserne var kolde, så vi fik hurtigt tøj på. Derefter stod der massage på planen, ligesom der var enkelte vabler på fødderne, som skulle behandles. Dette foregik i to store telte, hvor der var elever fra en fysioterapeutskole, som stod for massagen. Ligeledes var der medicinstuderende og læger, som behandlede skaderne. Kent var en tur omkring lægen, da han havde trådt forkert og forvredet sin fod. Lægen havde givet ham dommen på gebrokkent engelsk: “Running finish - but you decide!”. Kent havde et noget negativt livsssyn frem til næste morgen, men blev dog heldigvis klar! Teltet fik vi hurtigt slået op, så bagagen kunne komme i tørvejr. Regnen var nu tiltagene. Kent, Søren og jeg satte os op i madteltet, hvor depoterne skulle fyldes op. Netop som vi havde sat os, lød der et tordenskrald, som fik os alle til at synke en klump i halsen! De næste to timer var der lyn og torden. Regnen stod ned i tykke stråler. I enkelte perioder kom der hagl på størrelse med to kroner! Det skal siges, at der stadig var enkelte løbere ude på ruten! Det var her det gik op for os, hvorfor regnjakke var en del af det obligatoriske udstyr!

Da uvejret lagde sig lidt, begyndte helikopteren af flyve forfrosne løbere og officials ind. Flere af dem var chokerede. Jeg tror ikke der var en eneste deltagerne, som havde forestillet sig, at sådan et uvejr kunne blive en del af turen!

Teltene der var slået op, havde ikke alle kunnet holde vandmasserne ude, så mange skulle drænes. En del af vores bagage var ligeledes blevet våd. Solen kom dog frem, men den kæmpede med byger resten af dagen.

Anden etape Rougon til Auginis - sat til 40 km med 4140 højdemeter

Kl. 4.30 ringede vækkeuret. Det havde også regnet i løbet af natten, så vores løbetøj var bestemt ikke tørt! Nå! Starten gik kl. 6.00. Ruten var 500 m. nedfart, så til højre op ad bjerget - 900 højdemeter fordelt over 11 kilometer! Heldigvis var det tidligt, så varmen var overkommelig! Jeg standsede op på toppen, for at nyde den fantastiske udsigt over bjergene. Da jeg så ned mod dalen, så kunne jeg se helikopteren flyve langt under os!

Vi løb hen over bjergkammen og startede nedstigningen med at “rappelle” 30 meter ned over en noget stejl bjergside. Derefter kunne man give benene frit løb, i det omfang man kunne styre dem i forhold til underlaget. En kombination af klippe dækket med løse sten! På et tidspunkt gik det også galt for mig. Jeg trådte forkert og fik overbalance. Rent held gjorde, at jeg fik lavet et rullefald mens min rygsæk beskyttede ryggen. Da vi på depotet i bunden havde fået tanket op, så gik turen igen op mod toppen af bjergene. Denne del af turen var ikke så slem, da stigningerne og nedturene var fordelt over lange stræk. Der var dog et stykke, hvor vi løb op gennem et skovområde. Solen havde varmet den fugtige skovbund op (regnen fra dagen før), så det var ligesom at løbe i et dampbad.

Jolyon havde fortalt og aftenen før, at det værste ved denne distance var starten, distancen og afslutningen. Når vi efter et langt nedløb krydsede en bro, så var der to timers løb tilbage. Det skal siges, at der kun var 4 km. til mål. Men det var én lang dræbende stigning på en smal sti og mod mål i Aiguines.

Tider fra anden etape: Kent 5.53, Søren 6.09, Henrik 7.24, Per 8.04 og Jesper 8.04

Efter at have fået massage og fuldt depoterne op, så kørte vi fra campingpladsen ned til den azurblå sø, for en forfriskende dukkert. Det var fantastisk, at svømme rundt i den helt klare ferskvandssø!

Tredje etape Aiguines til Aiguines - sat til 38 km med 3334 højdemeter

Op klokken 4.00, for at spise mv. Der blev lavet enkelte sporadiske forsøg på strækøvelser, i håbet om, at man kunne finde den gyldne vej til hurtig genoplivning! Denne etape startede med på samme sti som vi sluttede i går, men denne gang nedad. Da starten gik, da stien var smal fik man hurtigt indordnet sig i rækken, så vi løb på en lang slange. Kort efter start skulle jeg ind til siden, og det skulle gå stærkt. Det blev ordnet, men da bukserne skulle på, så sad jeg fast i en rosengren. Efter kort tids kamp kom jeg fri. Af sted igen. Efter 400 meters løb opdagede jeg, at jeg havde tabt mit ur, så måtte jeg kæmpe mig mod strømmen på den smalle sti tilbage til åstedet. Da jeg kom tilbage, så kunne jeg selvfølgelig ikke finde uret, men til gengæld, så jeg ham, som var kommet sidst den foregående dag. Han dannede igen bagtrop! Jeg lod ur være ur og satte fart på. Jeg løb så og talte dem, som jeg overhalede, idet jeg vidste, at der foran mig løb noget blåt hår i form af Per Hjort, som jeg gerne ville hente.

Efter af have overhalet 72 løbere, så var jeg fremme hos Per og Jesper. Vi var nu på vej op ad bjerget på den anden side i en jævn stigning. Terrænet var skovklædte klipper.

På et tidspunkt løb vi forbi et stort vandfald, som blev dannet af forskellige nedløb fra bjerget. Et fascinerende syn. Efter at have forceret skovområdet, blev bevoksningen mere gold. Stierne var smalle vandrestier, som ikke så ud til at blive brugt meget. Der var nu en jævn stigning op mod et fladt plateau, hvorfra der var en skøn udsigt. De næste mange kilometer løb vi på bjergsiderne, hvor stierne krævede fuld koncentration. Stierne var smalle, flere steder var den spartanske bevoksning groet ind over stierne. Sådan fortsatte vi ligeledes nedløbet til floden. Denne blev krydset. Så begyndte vi på det, som jeg vil beskrive som stien til helvede! Vi kravlede op ad store stenblokke. Det mindede om det man ser på film, når der er billeder at sammenstyrtede Templer fra Inkaernes rige. Trinene var af og til 60-70 cm. høje. Solen bagede fra en skyfri himmel. Når man kiggede op, så fortsatte det bare op ad. Det virkede som om, at ruten bevidst var ført af de sværeste passager.

Da vi endelig kom op på toppen af klippen, så gik det nedad igen over store sten, hvor løb var umuligt. Her kunne man kun gå fra sten til sten. Sådan gik de næste kilometer rundt langs bjergtoppen. Vi kunne hele tiden se den bjerg top, som vi skulle hen over, men distancen dertil virkede komplet uoverskuelig. De få deltagere man mødte her så alle udmattede ud. Endelig kom vi over og nu ventede der kun få kilometer mod målet. På disse kilometer løb vi end dog på en lille grus vej gennem skoven. Så de sidste stier ned mod målet i Aiguines.

Da man nåede byen kunne man høre bifald til de løbere foran. De sidste få hundrede meter mod målet var fantastiske! Bifald fra alle sider. Løbsledelsen præsenterede os i mikrofonen. En fantastisk oplevelse! Man havde gennemført dette vanvittige løb!! Kent var dog noget ridset i hovedet, i han var skredet i et sving, men heldigvis var blevet stoppet af et træ, før han var havnet i afgrunden. Per skulle en tur forbi lægeteltet. Han havde trådt forkert og måtte i faldet tage fra med hånden, som var hævet. Hans ben var også vokset et nummer. Glædeligt så var mit ur blevet indleveret til løbsledelsen, så det fik jeg retur.

Sejrsceremonien

Vores sluttider på sidste dagen blev: Kent 6.26, Søren 6.49, Henrik 7.54, Jesper 9.50, Per 9.50. Per “kørte” Jesper i mål i trillebør.

Om aftenen var der sejrsceremoni for vinderne, som vandt nogle kæmpe pokaler, samt pengepræmier. Vi andre fik udleveret et blankt diplom, som vi selv kunne påføre navn og sluttid. Lige som distancer og højdemeter, så gik man ikke så højt op i dette. Det var blot et bevis på, at man havde gennemført! Sluttiderne for 1900 løberne:

Vinderen blev Patrick Lothode fra veteranklassen, han løb i tiden 11.50. Til forsvar for vores resultater, skal det siges, at en del af de startende er professionelle løbere med sponsorer på. Af de 244 løbere der gennemførte, kom den sidste ind i tiden 30.19.

Vi stillede også op i holdklassen, hvor Team Århus 1900 ultras (Kent, Søren og Henrik) fik en samlet 11. plads af 28 startende hold. Team Happy Skiing (Per, Jesper og Martin Short fra UK) blev 16.

Da vi søndag morgen sad ved morgenbordet og evaluerede løbet, var der bred enighed om, at dette havde været en fantastisk oplevelse. Der var ingen af os, som i vores vildeste drømme havde forestillet os, at det ville blive så hårdt, udfordrende og smukt, som det blev. Vi var dog ikke noget kønt syn: Per med hævede arme og ben. Vi andre med hudafskrabninger og sår over det meste af kroppen. - Men en kæmpe oplevelse rigere!

Du kan hjælpe KUUL med at gøre en forskel for hjertebørn

SÆT FOKUS HJERTEBØRN VED AT DELTAGE I KUUL’S EVENTS.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at sende en mail til nyhedsbrev@kuul.dk.

Du modtager vores månedlige nyhedsbrev og er blandt de første, der får mulighed for at tilmelde dig vores events.

STØT KUUL OG VÆR MED TIL AT GØRE EN LIVSVIGTIG FORSKEL.

Opret din egen indsamling, som du selv bestemmer anledningen til via BetterNow.

VI SØGER SPONSORER MED HJERTET RETTE STED

Vores sponsorater er bygget op omkring vores hovedevent KUUL Vinternat 3. søndag i advent.

Vi laver foredrag og andre events henover året. Kontakt os. Vi er åbne for alt, der giver overskud for Hjertebørnene.

Løb med os
Støt os
Sponser os